Malte Ebert minder hejremanden: Han var noget særligt
For årtier siden sad Malte Ebert i sin klasse og så et klip med hejremanden. Det imponerede teenageren, at manden i så mange år havde taget sig tid til at lære den sky fugl at kende.
- Jeg kan huske, hvor stort et indtryk, det gjorde på mig, i en verden hvor mange af os har så travlt med alt muligt. Min far er biolog, og han fortalte mig, at fiskehejren er en af de mest sky fugle, så det, at han havde vundet deres tillid, det krævede noget helt særligt, sagde 29-årige Malte Ebert, da han mandag eftermiddag afslørede mindepladen til hejremanden.
Da Hejremanden døde i efteråret tog han kontakt til Frederiksberg Kommune for at høre, om den afdøde borger skulle hædres.
- Noget helt særligt var han helt sikkert. Da jeg flyttede herover og gik en tur på Frederiksberg og mødte ham for første gang var jeg fuldstændig starstrucked over ham. Jeg tror ikke han anede hvem jeg var, sagde Malte Ebert.
Han begyndte tale med hejremanden og de fik mange hyggelige stunder sammen med fuglene.
- Rigtig tit, når jeg gik tur i Frederiksberg Have, tog jeg mig tid til at sætte mig ned og iagttage, hvordan han kunne kommunikere med fuglene og kalde på nogle af dem og pludselig var der en hær af forskellige fugle omkring ham, fortæller Malte Ebert, der i første omgang blev kendt som Gulddreng.
Siden begyndte de to også at snakke sammen.
- Det var mest bare lidt snik snak. Han var meget munter og fyrede ofte jokes af. Det var som om, at han kunne underholde et helt publikum, når han sad der, fortæller kunstneren til SE og HØR.
Andre gange havde Hejremanden mest lyst til at sidde i fred og ro og fodre fuglene. Og en enkelt gang donerede Malte Ebert også fisk til fiskehejrene.
- Jeg har købt det til ham en enkelt gang. De skulle helst ikke være marinerede, siger sangeren.
Fiskehejrene kommer stadig ved rosenhaven ved Frederiksberg Have, som blev hejremandens sidste fodreplads. Det gør Malte også, men fuglene har endnu ikke accepteret ham.
- I går var jeg heroppe i haven, og der sad en fiskehejre i busken, men den var ikke tryg ved mig, siger hitmageren.
Han har doneret en mindeplade til Hejremanden, som har det borgerlige navn, Erik Andersen. Skiltet pryder nuden bænk, hvor hejremanden sad de sidste år af sit liv.