Mariah Carey puster til rygterne om brud: Tager på skiferie uden kæresten
54-årige Mariah Carey plejer at have nok at se til i denne søde juletid.
Som afsender på et af de mest uundgåelige af alle højtidshits – den ekstremt julede ”All I Want for Christmas is You” – så plejer joken at gå på, at hun akkurat ligesom julecrooneren over dem alle, Michael Bublé, venter i dvale på at blive tøet op, når kalenderen nærmer sig december.
Men selvom man har travlt, kan man godt få presset en soloskiferie ind i planerne, lader sangerinden til at have konkluderet.
I hvert fald skriver flere medier – herunder People – at Mariah Carey er suset alene mod skiparadiset Aspen i Colorado. Vel at mærke uden hendes kæreste, Bryan Tanaka, som hun fandt sammen med, da han arbejdede som hendes danser.
Den 40-årige Tanaka har ellers troligt været med, når Carey har holdt juleferie på de kanter de seneste år. Også når hun har haft tvillingerne med.
Blev væk
Rygterne om deres brud begyndte at florere, da Mariah Carey i sidste måned sparkede gang i sin ”Merry Christmas One and All”-turné på Yaamava Resort & Casino i Californien.
Her var kæresten gennem efterhånden syv år slet ikke til at spotte nogen steder.
Nogle fans bemærkede endda, at Mariah Carey så ”deprimeret” ud, mens hun optrådte med den ellers festlige julesang.
– På hvert eneste klip, jeg har set, har hun lignet en, der slet ikke gider at være der, skriver en bruger på X.
Parret har (indtil nu?) lykkedes med at balancere deres arbejdsfællesskab og kærlighedsliv på ganske harmonisk vis, da Bryan Tanaka har været fast del af grammyvinderens shows siden 2006.
Mariah Carey og Bryan Tanaka blev sidst set sammen, da sangerinden fejrede sin fødselsdag med en luksuriøs ferie i marts. De to fandt sammen efter at have arbejdet side om side i over et årti, da Carey gik fra sin eksforlovede, milliardæren James Packer, i 2016.
Carey har tvillingerne Moroccan og Monroe, som er 12 år, sammen med eks'en Nick Cannon.
Lyt til SE og HØRs "Sladderministeriet" afsnit 45 med Sarah Dohn og Vivi Bach lige her: