Martin Brygmann mister stort job
Martin Brygmann lagde oprindeligt stemme til karakteren Dr. Nefario i den nye "Grusomme mig 4"-film, ligesom han også har gjort tidligere i filmserien.
Men i kølvandet på en DR-dokumentar om grænseoverskridende adfærd i musikbranchen har han trukket sig fra rollen.
Det bekræfter Tinna Munk, som er publicity manager i United International Pictures, der distribuerer "Grusomme mig 4" i Danmark, over for Ritzau.
- Han har selv trukket sig, og det er det, vi forholder os til, siger hun og understreger, at man ikke vil forholde sig til baggrunden for hans beslutning.
Udmeldingen fra hende kommer, efter at Filmmagasinet Ekko tidligere mandag kunne berette, at Brygmann var blevet erstattet.
Mediet kunne dog i første omgang ikke få bekræftet omstændighederne.
- Det er Sonny Lahey, der har lagt stemme til og ikke Martin Brygmann, sagde Tinna Munk til Ekko.
Dr. Nefario er ven af hovedpersonen i filmene, Gru.
Brygmann har været i søgelyset efter dokumentaren. Her fortæller 13 kvinder om deres oplevelser med krænkelser og sexisme.
I første afsnit står fem kvinder fra branchen frem og fortæller om grænseoverskridende adfærd fra en fremtrædende anonym musiker. DR har efterfølgende afsløret, at der er tale om Martin Brygmann.
Siden er han blevet fjernet fra en række bookingbureauers hjemmesider, ligesom DR ikke vil tilbyde ham nye opgaver foreløbigt.
Martin Brygmann har desuden besluttet ikke at optræde på Smukfest i år.
DR offentliggjorde de første afsnit af dokumentaren den 10. juni.
Op til udgivelsen forsøgte Brygmann at få nedlagt et forbud mod den, men det afviste Københavns Byret.
Efterfølgende skrev han på Facebook, at han havde været "blind for, at min ofte platte og flirtende humor, som er en del af mig både fagligt og privat, kunne opfattes anderledes og grænseoverskridende".