Martin Jørgensen lægger Danmark bag sig: Flygter til Firenze
LÆS OGSÅ: Nu svarer Martin Jørgensen igen - jeg er ikke flygtet
I januar forklarede Martin Jørgensen dommeren i Retten på Frederiksberg, at han ikke kunne betale af på den knap 5,5 mio. kroner store gæld til sin ekskone grevinde Alexandra.
I retten blev han trods en månedsløn på 50.000 kr. erklæret insolvent og kort tid efter mistede han sit job i natklubkæden Rekom.
For knap et par måneder siden valgte Martin så at sige farvel til Frederiksberg-lejligheden og den tilhørende husleje på 14.000 kr. om måneden.
I stedet har den 45-årige film- og lydmand slået sig ned under sydens sol i italienske Firenze.
Det viser et opslag i CPR-registeret.
Dermed har Martin Jørgensen i bedste Christian Kjær-stil lagt Danmark bag sig.
Men i modsætning til prins Henriks ven fra Sandbjerggård efterlader Martin Jørgensen sig ikke andet end et renommé som en forgældet charlatan.
Snød Alexandra for formue
Med flytningen til Italien bliver det sværere for grevinde Alexandra at få sit tilgodehavende på 5.448.750 kr. plus renter.
Det skete aldrig. Pengene forsvandt bare.
Om de mange penge allesammen er gået til dyrt tøj og byture eller om de gemmer sig andetsteds er uvist.
For Martin Jørgensen bliver hverdagen nu meget nemmere.
Først og fremmest bor han nu flere tusinde kilometer fra kongens foged.
Og i Firenze er der ingen lokale, som kender ham.
Derfor burde det være forholdsvis let at finde et job – specielt når man som Martin kan begå sig på italiensk.
I Danmark er der intet, der holder på prins Joachims afløser.
Forholdet til Eva Harlou gik efter fire års kysseri i stykker i 2019 – og Martin har aldrig haft samvær med sin nu voksne datter.
Elskerinde med hjem
Alexandras sønner Nikolai og Felix kappede forbindelsen til deres bonusfar, da en overvågningsvideo i deres daværende hjem på Svanemøllevej viste, at han havde haft sin daværende elskerinde Eva Harlou med hjemme, mens Alexandra og hendes drenge var bortrejst.
Desuden erfarede de to daværende prinser og deres mor, at de millioner, som de havde betroet Martin Jørgensen til investeringer, var forsvundet.
Oveni kom skandalen med promillekørsel.
Martin Jørgensen blev standset af politiet på Islands Brygge, fordi der ikke var betalt forsikring på den 1,6 mio. kr. dyre Mercedes-Benz GL350, som fragtede ham rundt i København.
Her blev Martins promille målt til over 0,5 og dermed var han for påvirket til at måtte køre bil.
Da SE og HØR dykkede ned i sagen kom det frem, at Santander Consumer Bank havde gjort udlæg i bilen.
Mine egne sønner
Efter bruddet med Alexandra håbede Martin på en forsoning med Nikolai og Felix. Til B.T. sagde han:
– Jeg ser dem desværre ikke længere, og det er jeg rigtig ked af. Det er synd for børnene, at det skal være sådan. Jeg betragter dem jo stadig som mine egne sønner.
På de sociale medier droppede Nikolai dog brugen af efternavnet Jørgensen.
Det blev skiftet ud med Frederiksborg, hvilket tydeligt signalerede, at kontakten til Martin var endeligt ophørt.
Martins forældre, Jane og filmmanden Jacob Jørgensen, har sammen med Martin og resten af familien i årtier holdt ferie i kunstnerbyen Pietra Santa – knap halvanden times kørsel fra Firenze.
Familien besøger stadig Italien hyppigt – og derfor benytter de nok muligheden for at svinge forbi Martin i Firenze, når deres vej alligevel går sydpå.
Familien Jørgensens store tilknytning til Italien betyder, at Martin nærmest er flasket op med italiensk sprog, mad og kultur.
Med flytningen til Støvlelandet er den tidligere jetsetter klar til en ”nuovo inizio” – en ny start.
Martin Jørgensen har ikke reageret på SE og HØRs henvendelser.