Martin Thorborg raser over politiet: Fik spoleret sin aften
Martin Thorborgs julefrokost sluttede ikke, som han havde drømt om.
Natten til lørdag slog politiet nemlig til på natklubben Museo, hvor iværksætteren sad og hyggede sig.
- Det var hyggeligt, indtil 30 betjente stormede stedet og smed alle gæster ud. Og resultatet var 3 gæster med kokain til eget forbrug, wow 3 promille... Man kunne have fundet mere ved at visitere pensionister på strøget lørdag formiddag, skriver Martin Thorborg i et opslag på Facebook.
Han skriver videre, at han ”da fik klappet en labrador og kom tidligt hjem”, og at også håber, at Københavns Politi er tilfredse med deres indsats:
- 1.000 menneskers aften blev ødelagt og mine venners omsætning på en af deres vigtigste aftener var destrueret, lyder det videre fra Martin Thorborg,
Natklubben, der blandt andet ejes af Remee, blev ransaget af politiet, der ankom talstærkt til stedet med narkohunde.
Ransagningen skete med en dommerkendelse i hånden og betød blandt andet, at samtlige gæster og ansatte blev kropsvisiteret.
Over for Ekstra Bladet nedtonede Remee kort efter sagen og kaldte de fundne stoffer for "til privat brug":
"Det er naturligvis tre for meget. På den anden side viser det også, hvor godt det forebyggende arbejde har virket, når der ikke er flere," skrev Remee lørdag til mediet.