Mascha Vang vil flytte: "Ikke vores endestation"
Mascha Vang savner sit gamle liv i København, hvor hun har boet i en lang årrække, inden hun mødte sin kæreste Troels.
Og det er også Troels, der er grunden til, at den populære influencer bliver i det jyske.
Det skriver Mascha Vang på sin blog.
"Jeg sætter virkelig pris på hvor jeg er havnet i livet, og er glad for dem jeg deler det med. Men når alt kommer til alt, så er der kun én årsag til vi bor i Kolding, og det er Troels, skriver Mascha.
Den 39-årige bloggerbabe fløj på kærlighedens vinger, da hun i april jublende delte med sine mange følgere, at hun havde scoret jagerpiloten Troels. Foto: Dan Mariegaard
Mascha fortæller i samme ombæring, at hun havde håbet, at hun kunne komme mere til København, end hvad hun gør i dag.
Ifølge bloggeren, så er det svært med den lange transporttid.
"Jeg troede jeg ville komme mere til København end jeg gør, men jeg synes simpelthen transporten er et helvede. Jeg skal afsætte 5 timer på en dag i ren transport tur/retur, og der er vitterligt noget hver eneste dag, jeg burde tage til," skriver Mascha.
Selvom Mascha er faldet til i Kolding, så savner hun de gamle venner i hovedstaden.
"Det er ikke fordi jeg savner selskab her i Kolding, det er fordi jeg savner min omgangskreds, som jeg kender og har en historie med. Det kan nye bekendtskaber ikke erstatte, selvom de også er rare," lyder det.
Mascha savner København så meget, at hun kigger på lejlighed i indre København, men det har været svært at finde den helt rigtige lejlighed, da de fleste lejligheder i hovedstaden har bopælspligt.
Den 39-årige blogger understreger, at hun elsker sit liv i Kolding, men hun ser også frem til, når hun forhåbentlig kan vende hjem til København.
"Det ville være løgn at påstå, at jeg ikke glæder mig til vi en dag, ude i fremtiden, kan rykke retur, for det her er ikke vores endestation. Dette er en mellemstation, og Kolding er skøn, men det er ikke København. Så når jeg skal svare på om jeg er faldet til, så bliver det et “ja, men…”, slutter Mascha Vang.