"Matador"-stjerne scorer millioner på sommerhus: Køberen er kendt fotograf

LÆS OGSÅ: Hadi Ka-koush smider millioner for rækkehus
Siden 1998 har ”Matador”-skuespiller Christiane Rohde ferieret på Fanø sammen med sin mand, den 83-årige kunstner Per Arnoldi.
I 2022 satte parret imidlertid den idylliske ferieresidens til salg for svimlende 10 millioner kroner.
Året efter måtte parret sande, at prisen var sat for højt, og de barberede den ned til 6.995.000 kroner.
80-årige Christiane Rohde, som blev folkeeje i rollen som frøken Hollenberg med den ikoniske replik ”Av, min arm” arvede i 1998 det 157 kvadratmeter store ferieparadis fra sin far, teaterchefen Henning Rohde.
To år senere er det endelig lykkedes kunstnerparret at komme af med sommerhuset.
De har givet et gedigent afslag i prisen og indkasserer ifølge tingbogen 5,2 millioner kroner.
Og køberen, hun er ikke fru hvem-som-helst.
Det er således Hannelore Dörner, der står på skødet.
Trofaste seere til ”Kurs mod fjerne kyster” vil vide, at hun er Mikkel Beha Erichsens faste rejsemakker.
Det er således hende, der står bag kameraet, når den rejselystne familie drager ud på nye eventyr og tager TV 2-seerne med.
Hannelore har købt den ene halvdel, mens den anden halvdel ejes af en person med navne- og adressebeskyttelse.
De overtager nøglerne 1. april – lige i tide til at holde påskeferie i de idylliske gemakker.