Matilde Kimers kemokamp: Skreg af smerte
LÆS OGSÅ: Prinsesse Kate sætter ord på kræftsygdom
DR’s seje udenrigskorrespondent Matilde Kimer, 44, har været hårdere ramt end de fleste.
Som bare 14-årig styrtede verden for første gang i grus, da teenageren blev ramt af lymfekræft.
Dengang blev hun helbredt, men en årrække efter – i begyndelsen af 2022 – døjede hun med synkebesvær og fik konstateret kræft for anden gang – denne gang i skjoldbruskkirtlen.
Og i december samme år fik tv-journalisten så den nedslående nyhed, at hun havde tarmkræft.
Den blev opdaget så sent, at lægen ikke kunne komme med nogen garantier, fortæller Kimer i et interview med ugebladet SØNDAG.
– Og så gik det stærkt. Det er første gang i mit voksenliv, at jeg har lagt min telefon, alle nyhedsbureauer og alle sociale medier fra mig og sagt: ”Okay, nu er der én opgave – og det er at overleve”, siger hun til ugebladet.
Sygdommen var i stadie fire – og lægen fortalte hende, at behandlingen ville være livstruende, fordi man blev nødt til at bruge store mængder stråling og kemoterapi.
Men hvis ikke Matilde Kimer fik behandling, ville korrespondenten ifølge lægen ikke overleve 2023.
En uge senere begyndte behandlingen – og Kimer var igennem seks uger med kemo og stråling. Smerterne var voldsomme.
– Vi havde et håndklæde, jeg kunne tage i munden, når det gjorde så ondt, at jeg var nødt til at skrige – for at børnene ikke skulle høre det.
Når jeg signalerede: Det er nu!, var det håndklædet i munden, så jeg kunne dæmpe mig – og så skyndte han (Matildes mand Jesper, red.) sig at sætte musik på inde i stuen og skrue op, så skulle den bare have fuld Metallica.
Børnene vidste jo godt, at jeg havde ondt, det kunne de se på mig, men de behøvede ikke at høre, hvor ondt.
På hospitalet havde de strålet hele mit fordøjelsessystem, der var ikke så meget hud tilbage. Det gjorde nas. Det gjorde rigtig nas, siger Matilde Kimer til SØNDAG.
Rusland-eksperten har tre børn på 18, 15 og 12 år og er gift med tv-fotograf Jesper Schwartz – og sammen bor familien i Hvidovre.
– Min mand er min klippe, som jeg kravler op og hægter mig i, når jeg kan mærke, at nu sejler det hele lidt.
– Jeg er røvstædig. Sindssygt stædig. Men jeg er blevet blidere med årene, ikke mindst takket være min mand, som har måttet fungere som verdens største grovfil i forhold til mine spidse kanter.
– Jeg er utålmodig og speederen i vores forhold, hvor han er bremsen. Jeg tror, han har det okay med den beskrivelse, lød det med et grin til BILLED-BLADET i 2022.
”Har det sgu godt”
Matilde Kimer troede, der efter kemo- og strålebehandlingen var lys forude, men i maj 2023 fik hun at vide, at kræften havde spredt sig til leveren, hvorfor hun endnu en gang skulle igennem kemoterapi.
Ifølge korrespondenten, der siden 2009 har dækket Rusland for DR, var der ”snak om, at de skulle skære 80 procent af min lever ud bagefter”.
Heldigvis blev hun indstillet til en helt ny strålemaskine, som kunne skyde stråler lige ind i metastasen. Og efter at have været igennem den behandling, har alt været godt.
– Fysisk? Der har jeg det sgu godt.
– Jeg har hår og alt muligt, haha – det er så dejligt. Jeg havde min sidste kræftbehandling i september 2023, og 7-9-13, så lykkedes det, siger hun til SØNDAG.
Efter ni måneders sygemelding vendte Matilde Kimer tilbage til jobbet bare fire dage efter den sidste strålebehandling.
Hun ville bare gerne tilbage på arbejde igen.
Det er lidt over et år siden nu, og Mathilde lægger ikke skjul på, at hun er bange for, sygdommen kommer igen.
Men hun er taknemmelig for, at hun er i live.