Kendte16. december 2022

Matt Damon afslører: George Clooney sked i tv-stjernes kattebakke

Filmstjernen lagde simpelthen bare en stor bæ i kattebakken, fordi han syntes, det var sjovt
Matt Damon har fortalt om ildelugtende prank foretaget af hans gode ven, George Clooney.
Matt Damon har fortalt om ildelugtende prank foretaget af hans gode ven, George Clooney.
 Foto: Scanpix Denmark

Det er ikke nogen hemmelighed, at George Clooney altid er klar på en god prank.

Den 61-årige skuespiller er notorisk kendt for at lave sjov med den ene stjerne efter den anden i Hollywood, og en af dem er tilsyneladende tv-kendissen Richard Kind.

I hvert fald afslørede Matt Damon til Kennedy Center Honors i sidste uge, at George Clooney engang har lagt en lort i "Spin City"-stjernens kattebakke.

Det skriver Page Six.

Ifølge det amerikanske medie var Matt Damon på scenen for at overrække George Clooney en ærespris, og det var i den forbindelse, han fortalte anekdoten om sin gode ven.

- Det er engang blevet sagt, at George Clooney er den sidste af de sande filmstjerner i Hollywood, og det fik mig til at tænke på, hvad den titel egentlig betyder, sagde Matt Damon fra scenen.

- De tidligere vindere af denne pris har været sofistikerede skuespillere med klasse, såsom Cary Grant, Henry Fonda, Paul Newmand og Gregory Peck, fortsatte han.

- Og så er der George... manden, der engang sked i Richard Kinds kattebakke, fordi han syntes, det var sjovt.

George Clooney og hans kone, Amal Clooney, til Kennedy Center Honors.
George Clooney og hans kone, Amal Clooney, til Kennedy Center Honors.
 Foto: Greg Allen/Invision/AP

George Clooney har også selv tidligere fortalt om pranken.

Ifølge ham skete det i 1996, hvor han simpelthen lagde en bæ i Richard Kinds kattebakke, der stod på badeværelset, og så ventede George Clooney ellers bare på, at hans ven kom hjem.

Richard Kind skal i første omgang ikke have anet, at det ikke var kattens lort, men George Clooneys, så han skyndte sig bare ud efter noget papir og tømte kattebakken.

Richard Kind er dog langt fra den eneste kendis, der er blevet drillet af George Clooney.

George Clooney har for eksempel engang sat et hashplante-formet klistermærke med teksten" Fuck politiet" i Brad Pitts bilrude, hvilket medførte, at stjernen gentagne gange blev stoppet af politiet.

George Clooney har også engang stjålet "Ocean's Eleven"-produceren Jerry Weintraub yndlingsbluse.

Produceren anede ikke, hvor den var blevet af og fandt først ud af tyveriet, da George Clooney flere måneder senere sendte den til ham i fødselsdagsgave.

Trøjen lignede dog ikke sig selv, da George Clooney havde en tegnet en kæmpe penis på ryggen, ligesom der var autografer fra omkring 30 stjerner, deriblandt Matt Damon og Brad Pitt.

Sidst, men ikke mindst, har Matt Damon også været udsat for en sjov prank af sin gode ven.

Da Matt Damon skulle indspille "The Monuments Men", havde han afsløret over for George Clooney, at han gerne ville tabe sig, så han så mere fit ud i filmen.

I halvanden måned valgte George Clooney derfor at besøge Matt Damon på settet, hvor han - uden Matt Damons vidende - løbende fik kostumeholdet til at sy Matt Damons bukser mere og mere ind.

- Hver gang jeg tog bukserne på, sad de strammere og strammere, og jeg forstod det overhovedet ikke, fordi jeg jo gik i fitness, har Matt Damon fortalt om pranken.

Sponsoreret indhold