Matthew Perry afslører dato for "Venner"-genforening
På grund af coronapandemien er den længe ventede ”Venner”-genforening blevet udskudt flere gange.
Men nu lader det til, at der langt om længe er kommet en dato for, hvornår showet løber af stablen.
Matthew Perry – nok bedre kendt som Chandler M. Bing – afslører nemlig, at ”Venner”-afsnittet skal vises til marts næste år.
Det gør han på sin Twitter-profil, hvor han dog ikke løfter sløret for den præcise dato:
- ”Friends”-genforening er blevet omlagt til begyndelsen af marts. Lader til, at vi får et travlt år. Og det er lige, hvad jeg kan lide, skriver den 51-årige ”Venner”-stjerne.
Det var tilbage i februar, at HBO afslørede, at hitserien – der sluttede for 15 år siden – vil blive genoplivet:
- Vi genforener David, Jennifer, Courteney, Matt, Lisa og Matthew i et særafsnit, der vil få premiere samtidig med det samlede "Venner"-bibliotek bliver gjort tilgængeligt, lød det fra chef for indhold på HBO Max, Kevin Reilly.
Artiklen fortsætter under billedet...
Vennerne genforenes til marts. Foto: Ritzau Scanpix
Siden delte de seks hovedpersoner fra serien Matt LeBlanc, Lisa Kudrow, David Schwimmer, Matthew Perry, Courtney Cox og Jennifer Aniston stort set identiske opslag på instagram, der bekræftede nyheden.
Ingen af de seks venner eller folkene hos HBO har afsløret detaljer om det nye særafsnit.
Flere medier har dog skrevet, at der formentlig ikke vil være tale om et nyt afsnit, men derimod et ”sit-down-interview”, hvor alle seks skuespillere er samlet og taler om serien.