Mattias Kolstrup indrømmer: Besat af Drew Sycamore
Får du våde drømme, når du har set Drew Sycamore optræde? Det gør Mattias Kolstrup.
Og det gør han i en sådan grad, at han ikke blot har skrevet en sang om det, men simpelthen har dedikeret sin allerførste single i eget navn til sin talentfulde hustru.
Den tempofyldte popsang “I can’t stop thinking about you”, som udkom i fredags, skrev Mattias Kolstrup nemlig, mens han så Drew Sycamore i fjernsynet.
Det fortæller han til SE og HØR.
– “I can’t stop thinking about you” lyder umiddelbart som en simpel kærlighedssang, men den har bestemt et lag af hjemløs kærlighed også. En næsten besidderisk trang til at være sammen med en person, hvilket faktisk er ret dark, indrømmer den blonde sanger, og tilføjer med et grin:
– Men hey; det er en kæmpe banger, så tænk ikke for meget over den del af det.
Men udover kærlig- og besidderiskhed nærer Mattias Kolstrup også en dyb respekt for hustruen, der samtidig er en prisvindende kollega, og som er af dansk-walisisk afstamning.
– Drew har erklæret sig “fan først” ifht. mit projekt og vil først høre sangene, når de er færdige. Jeg spørger hende dog tit ind til specifikke tekstpassager, som jeg selv er i tvivl om, da hun jo har engelsk som modersmål, men også er en fuldstændig out of this world dygtig sangskriver og lyricist samt et wunderbar mensch. Vi bruger desuden hinanden rigtig meget til ping pong ifht. det visuelle, fortæller han.
Hvem er din største inspiration?
– Simon Kvamm. En smuk mand i konstant udvikling. En meget højtidelig uhøjtidelig mand. Simon Kvamm: I can’t stop thinking about you.
Singlen, som er den første fra Mattias Kolstrups kommende album, “Return of the lightspeed legend”, blev allerede skrevet i 2019 – et år efter parret blev gift – men har ligget gemt på en harddisk de sidste tre år og er først nu blevet færdig.
Den blev til efter en periode, hvor musikeren havde svært ved at finde melodien efter Dúnés opløsning i 2018.
– I 2019 skrev jeg musik og lærte at synge igen, efter at jeg totalt havde mistet stemmen og selvtilliden. I 2020 kom den der pandemi så. Under de to år, den varede, udgav jeg indie-projektet Liberty, hvor jeg fandt mine egne ben. Nu tør endelig udgive under mit borgerlige navn, forklarer Mattias Kolstrup, der er trukket i glimmerblusen på pressebillederne til den nye single.
– Det er fantastisk, fordi der ikke er mere at gemme mig bag. Jeg har nok været bange for at fejle i eget navn, men insisterer nu på at være på dybt vand. Jeg nyder at skubbe til mine egne grænser, at leve for nuet og ikke tage mig selv alt for højtideligt. Der er allerede rigeligt med seriøse mennesker i verden. Jeg kalder den her del af mig for The Lightspeed Legend, fortæller han med reference til albumtitlen.
Hør singlen her: