May Lifschitz var bange for at blive misforstået: Har overvundet frygten i ”Vild med dans”
LÆS OGSÅ: Indrømmer: Klappen gik helt ned under "Vild med dans"
Med 50 point snuppede May Lifschitz og Mads Vad en andenplads på første etape af ”Tour de Dans”.
Men endnu vigtigere kunne May fortælle, hvordan ”Vild med dans” har været med til at lære hende at omfavne veninderne og omgivelserne.
Før May Lifschitz og Mads Vad skulle danse deres første dans ved sjette liveshow, fortalte hun i introvideoen, at hun har haft enormt svært ved netop at omfavne sine veninder.
May har længe taget fysisk afstand til omverdenen, da hun var bange for at blive misforstået.
Efter liveshowet forklarede hun, hvordan ”Vild med dans” har hjulpet hende på rette vej.
- Det er det her med, at man lige pludselig står over for en fremmed, som det var, da vi stod og skulle danse første gang, og især i standard, hvor vi står helt, helt tæt hofte mod hofte.
- Og at skulle – rent fysisk – bare kaste sig ud i det uden at have en masse forberedelse på det. Så var det ligesom bare, okay nu bliver jeg nødt til at indstille mig på at være fysisk på en anden måde over for mine medmennesker.
Og når hun først kunne være fysisk med Mads, tænkte hun, at hun ”sgu da også kunne gøre det med dem, jeg holder af”.
Også Mays bedste veninde har lagt mærke til ændringen i Mays adfærd, efter hun har været med i ”Vild med dans”.
- Min bedste veninde nævnte det faktisk for mig, og det var derfor, at jeg kom til at tænke over det, da vi skulle lave indslaget, at hun sagde sådan ”May, du er meget mere fysisk på en helt anden måde”, og jeg var sådan der ej, hvor er det bare dejligt, at jeg kan dele det her rum.
- Også med folk jeg møder, hvis de nu kommer op til mig i metroen og siger, at de hepper på mig, så kan jeg også godt tage fat i deres skulder og sige tusind tak uden at tænke, at de nu synes, at jeg er en eller anden mærkelig en.
Der er ingen tvivl om, at May og Mads er blevet tætte i løbet af sæsonen.
For Mads Vad kan ”Vild med dans”-eventyret som danser slutte efter denne sæson.
Derfor betyder det også ekstra meget, at han i sin måske sidste sæson, oplever, hvordan May har udviklet sig - både som danser - men særligt som person.
- Når hun fortæller det som hun gør nu om, hvad det har betydet også for hende som person, så bliver jeg endnu mere lykkelig. Det er det, dans det kan, og det er det, jeg har forsøgt at fortælle i 17 sæsoner, hvor meget dans det kan rykke mennesker, og hvad det kan gøre ved os. Og hvad det kan gøre af accept af sig selv og af andre.
- Det kan næsten ikke være bedre. Jeg får helt kuldegysninger, når du fortæller om det her May. Det betyder alt for mig.
Du kan se hele interviewet med May og Mads i videoen øverst i artiklen.