Medie afslører: Elon Musk har fået hemmelige børn med topmedarbejder
Man må sige, at Elon Musk i den grad forsøger sit bedste for at få ført sine gener videre.
Den 51-årige rigmand har i forvejen små to håndfulde børn med sin ekskæreste Grimes og sin ekskone Justine Wilson, og nu viser det sig, at han også har to hemmelige børn med en medarbejder.
Det skriver Business Insider, som har fået indsigt i retsdokumenter, der bekræfter børnenes eksistens.
Ifølge mediet er det en af Elon Musks topmedarbejdere, han har fået børn med.
Det er nemlig en direktør ved navn Shivon Zilis, som er 36 år gammel, og som altså er ansat i en ledende stilling i Elon Musks virksomhed Neurolink.
Hun fødte angiveligt tvillinger i november 2021, hvilket er blot få uger før, at Elon Musks nu ekskæreste, sangerinden Grimes, annoncerede sit og rigmandens andet fælles barn, nemlig Exa Dark Sideræl.
Det tidligere par fik datteren gennem en surrogat og har i forvejen den to år gamle X Æ A-Xii sammen.
I dokumenterne, der beviser, at Elon Musk har fået tvillinger med sin topmedarbejder, kan man angiveligt se, at rigmanden og Shivon Zilis har anmodet en dommer om at få ændret børnenes navne.
Ifølge dokumenterne har de to ønsket, at tvillingerne får Elon Musks efternavn, mens moderens efternavn skal bruges som en del af deres mellemnavn.
Det står dog ikke i dokumenterne, hvad de to børn hedder til fornavn, ligesom hverken Elon Musk eller Shivon Zilis har ønsket at give en kommentar.
Udover de to børn med topmedarbejderen og de to børn med Grimes har Elon Musk også fem børn med ekskonen, Justine Wilson.
De to havde yderligere en søn, som dog på tragisk vis døde, da han var blot ti måneder gammel som følge af pludselig uventet spædbarnsdød.