Kendte30. september 2024 (opd. 30. september 2024)

Medie: Her udkommer Katherine Diez' bog

Den omstridte influencer er på vej med en bog om den plagiatskandale, der ramte hende tidligere på året. Og den rammer efter sigende hylderne denne uge
Katherine Diez, influencer, litteraturanmelder og kulturdebattør.
Katherine Diez udkommer inden længe med sin bog.
 Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Diez’ mænd på pinebænken

Katherine Diez får nu sin forfatterdebut.

Ifølge Berlingske er den tidligere litteraturanmelder nemlig på vej med en bog, der allerede udkommer tirsdag i denne uge.

Det stemmer overens med SE og HØRs oplysninger.

I bogen vil Katherine Diez blandt andet tale ud om de mange plagiatanklager, der regnede ned over hende i starten af året.

Bogen bliver eftersigende udgivet af forlaget People's Press. SE og HØR har været i kontakt med forlaget, der dog hverken vil be- eller afkræfte bogens eksistens.

Flere af de personer, der bliver nævnt i bogen, har ifølge Berlingske fået den til gennemsyn fredag i sidste uge.

Katherine Diez kom tidligere i år i alvorlige problemer, da det blev afsløret, at hun i adskillige tilfælde havde kopieret de tekster, hun var blevet kendt for at skrive for flere danske medier.

SE og HØR kunne dengang også afsløre, at der var rod i blandt andet historien om hendes eksamenspapirer.

Men bogen kommer ifølge vores oplysninger ikke alene til at handle om "kopisagen". Flere af hendes tidligere partnere er sent i sidste uge blevet forelagt kapitler, der handler om dem. Katherine Diez har tidligere dannet par med blandt andre Adam Price og EU-kommissær Dan Jørgensen.

SE og HØR erfarer, at Katherine Diez i forbindelse med bogen har været på medieturné, og det forventes, at både Politiken og DR's Genstart bringer interview med hende tirsdag.

Sponsoreret indhold