
Medie: Janni har anmeldt Karsten Ree for 49 forhold

Onsdag kunne SE og HØR fortælle (link fjernet), at Janni Ree har anmeldt Karsten Ree for psykisk, fysisk og økonomisk vold.
Nu står det klart, at hun i alt har politianmeldt eksmanden for 49 forhold. Det skriver BT, der har set den syv sider lange anmeldelse. Over for SE og HØR bekræfter den 54-årige kendis også anmeldelsens omfang.
I anmeldelsen er der ifølge BT flere eksempler på både fysisk og psykisk vold, der skulle være foregået siden 2013, hvor de to mødte hinanden, og frem til i dag.
Der skulle også være eksempler på trusler om fysisk og psykisk vold i selvsamme periode.

Uden at gå i detaljer med de konkrete forhold afslører BT, at beskyldningerne i anmeldelsen omhandler både krænkende, nedværdigende og forulempende adfærd begået af Karsten Ree mod Janni.
Udover den syv sider lange anmeldelse er der vedlagt ni bilag samt en omfattende mængde video-og billedmateriale. Blandt andet fra tv-optagelser, der er blevet vist på tv.

Janni Ree står frem: Vil være et forbillede for voldsramte kvinder
BT har forelagt anmeldelsen for Karsten Rees kommunikationsansvarlige, Sune Aagaard. Han afviser at kommentere sagens konkrete omfang, men siger dog til mediet:
- Det er fint, at sagen nu ligger hos myndighederne, og så ser vi, hvad der sker derfra.
I sidste uge kom det desuden frem, at Karsten Ree også har politianmeldt Janni Ree for afpresning.