Medie: Liam Payne døde med stoffer i blodet
LÆS OGSÅ: Uhyggelige billeder: Liam Paynes hotelværelse
Onsdag aften dansk tid afgik den tidligere One Direction-stjerne Liam Payne, 31, på tragisk vis ved døden, da han faldt ned fra tredje sal på sit hotelværelse i Buenos Aires.
Siden da har spekulationerne om, hvorvidt musikeren var påvirket af enten alkohol eller stoffer, da han faldt, fyget på både nettet og i medierne.
Men nu skriver flere medier altså - på baggrund af påståede kildeudsagn - at en foreløbig obduktion af liget viser, at Liam Payne havde stoffer i blodet, da han døde.
Det skriver flere argentinske medier, ligesom også TMZ og ABC News deler den uhyggelige nyhed.
Ifølge de to sidstnævnte mediers kilder, skulle der være tale om en blanding af både kokain, crystal meth, crack, ketamin og ecstasy.
Har man fulgt med i efterforskningen af Liam Paynes død, så kommer den påståede oplysning formentlig ikke bag på mange.
Allerede torsdag kom det frem, at de argentinske myndigheder havde fundet stoffer og alkohol på Paynes hotelværelse.
Derudover havde de fundet flere ødelagte genstand, herunder et TV.
"Tvivlsom død"
De argentinske myndigheder delte torsdag en længere pressemeddelelse, hvor de skrev, at de havde kategoriseret Liam Paynes død som "tvivlsom", selvom "alt tyder på, at musikeren var alene, da faldet skete".
De mener, at dødsfaldet kunne være sket i en tilstand af psykose som følge af stoffer.
Da redningsholdet og politiet ankom, var Payne allerede faldet fra balkonen og døde på stedet som følge af sine alvorlige skader.
Ifølge obduktionen havde Liam Payne 25 skader på kroppen, og alt tyder på, at den tidligere One Direction-stjerne døde som følge af kraniebrud.
Fra anklagemyndigheden blev det anført, at på grund af den stilling, liget blev fundet i, og skaderne fra faldet, antages det, at Payne ikke indtog en beskyttende stilling og muligvis faldt i en tilstand af semi- eller total bevidstløshed.