Medie: Nu har Ethan Slater søgt om skilsmisse efter kærlighedsdramaet med Ariana Grande
Først dukkede Ariana Grande op til Wimbledon uden sin vielsesring og sidenhen meldte flere amerikanske medier ud, at Ariana Grande og Dalton Gomez var ved at søge om en skilsmisse.
Kort efter skulle flere kilder tæt på Ariana Grande bekræfte, at sangerinden i stedet var begyndt at date den 31-årige skuespiller Ethan Slater.
Der var bare et lille problem. Ethan Slater er gift med Lilly Jay, og hun skulle ikke have kendt det mindste til forholdet mellem Slater og Grande.
Noget tyder dog på, at Ethan Slater ikke meget længere kommer til at kalde Lilly Jay for sin kone.
For ifølge TMZ har skuespilleren nu søgt om en skilsmisse.
Det amerikanske medie skulle have fået fat i de juridiske dokumenter som bekræfter, at skilsmissen mellem Slater og Jay er ved at blive en realitet.
Ethan Slater og Lilly Jay mødte hinanden i skolen og blev sidste år forældre sammen for første gang.
Selvom det altså først skulle have været onsdag, at Ethan Slater søgte om at blive skilt fra Lilly Jay, mener flere medier at forholdet mellem Ariana Grande og Ethan Slater har stået på i månedsvis.
Hovedpersonerne har ikke selv været meget for at be- eller afkræfte deres nye forhold, ligesom Ariana Grande heller ikke selv har meldt ud, om hun er ved at blive skilt fra Dalton Gomez eller ej.
Ifølge TMZ blev de separeret i januar.