Kendte4. maj 2022

Medina aborterede på scenen

Sangerinden er sikker på, at det var presset fra stalkere, pressen og sygommens søster, der er skyld i, at hun i 2019 mistede sit ufødte barn
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/medina_3.jpg
 (Foto: B.T/BM/Scanpix)

Medina fortalte forleden, at hun i 2019 mistede sit første barn, da hun gæstede P1-programmet "Genstart".

Det var efter en kvindelig stalker, som i længere tid havde generet sangerinden, var trængt ind i deres hjem, taget Medinas tøj på og lagt sig i hendes seng efter at have endevendt hele hytten.

I et interview med Femina fortæller hun nu, at det ikke blot var stalkerne, der havde sat sangerinden under pres.

Hendes otte år yngre søster Michala, som lider af skizofreni, havde det i den periode rigtig skidt.

Og midt i det hele mistede hun sit ufødte barn.

- Mens jeg stod på scenen, kunne jeg mærke, at jeg var ved at abortere. Samtidig var jeg bange for, fordi jeg frygtede, at begge mine stalkere ville være til stede blandt publikum, og lige da jeg gik af scenen, fik jeg en besked fra min lillesøster, som skrev, at hun havde forsøgt at tage sit eget liv, og om jeg ville hente hende i Roskilde, fortæller Medina i Femina.

Søsteren havde skåret sig fem gange i håndleddet, og Medina kørte fra Store Vega med kurs mod søsteren i Roskilde, mens hun var ved at abortere.

“Kun for mig”-sangerinden er overbevist om, at det var det enorme pres fra stalkere, pressen og søsterens sygdom, der var skyld i aborten.

Siden blev hun gravid igen, og det endte lykkeligvis med, at hun i 2021 fødte sønnen Tyler. Og snart bliver hun og gemalen Malo Chapsal forældre til endnu en søn.

overvåget af drone

Det er ikke alene en kvindelig og meget grænseoverskridende stalker, som gør livet svært for Medina.

I "Genstart" fortæller hun nemlig om flere mandlige stalkere, der går langt for at nå deres mål.

En af mændene sad i flere uger i en bil foran hendes hjem. Ifølge Medina skete det alene for, at han kunne kigge op i hendes lejlighed, mens en anden mand ved hjælp af en drone spinoerede ind gennem vinduerne til hendes 7.salslejlighed.

- Alle mennesker går jo rundt uden tøj på fra bad til omklædning, siger hun om den vanvittige stalker.

- Jeg kunne vågne op og tænke: Jeg er i fred her i min lejlighed. Til så at vågne op - og der bliver filmet.

En tredje mand opsøgte hende personligt. Forud for mødet havde han til flere koncerter udvist mistænkelig adfærd.

- Det tager fart, hvor han finder mig en aften, jeg er ude og gå med hundene. Han kom og var meget truende. Jeg ender med at have en vagt, der boede i bygningen ved siden af mig i to år, siger hun i radioprogrammet og fortsætter:

- Vi havde politiet, der kommer mange gange, og som tog mig ekstremt seriøst, forklarer hun til "Genstart".

Ovenstående oplevelser fortæller hun mere om i dokumentarfilmen "Medina" og serien "Medina - hele min historie". Seriens første to afsnit kan ses på Kanal5 og Discovery+ fra 5. maj.

Sponsoreret indhold