Medina er gravid igen
Der er både store smil og struttende mave hos den 39-årige sangerinde Medina, der til sommer bliver mor til to.
Det afslører hun selv i et opslag på Instagram.
- Hey, Nugget. Vi ses til juni, skriver den gravide sangerinde til billedet.
Lille storebror
Her står hun i et par mørke jeans og flasher den smukke voksende mave sammen med ægtemanden Malo Chapsal, som hun gav sit ja i sommeren 2020.
Medina og Malo blev forældre til deres søn Tyler Rose Chapsal så sent som i januar i år, så den lille fyr når kun lige at snige sig op på halvandet år, før han altså bliver storebror til sommer.
Dramatisk fødsel
Medinas første oplevelser med en fødsel var relativt dramatiske.
Tyler Rose kunne nærmest ikke være kommet på et mere skævt tidspunkt.
For ”Kun for mig”-hitmageren gik nemlig i fødsel lige som Malos meget vigtige eksamen skulle til at gå i gang.
Prøven skulle være med til at afgøre, hvilket regiment han ville lande hos, når han efter et par måneder kunne kalde sig færdiguddannet officer.
Artiklen fortsætter under billedet:
Medina var vært ved Rainbow Awards så sent som i november, og her bar hun altså uden at vække opsigt flere stramme kjoler. (Foto: Mikael Rieck)
Hun fortalte i Anders Breinholts podcast 'Breinholt taler med', at hun efter at have holdt sig kørende på toast og mælkesnitter i 20 timer med veer, måtte ringe og forstyrre ægtefællens prøve omkring klokken 13.
- Han spænede hjem, hentede mig og så kørte vi afsted. Så han sad der i fuld army-uniform, mens jeg skulle føde – det var ret vildt, fortalte hun.
Midt i heftig vaccinedebat
Den celebre sangfugl befandt sig for ganske nyligt i lidt af et stormvejr, da hun pludselig delte sine holdninger til en udtalelse fra Det Hvide Hus om vaccinationer mod Covid-19.
Citatet fra Det Hvide Hus lyder, at "de uvaccinerede går en syg- og dødsfuldt vinter i møde for dem selv om deres familie."
Den ordlyd var Medina tilsyneladende ikke fan af. Og det delte hun altså på sin store digitale platform, hvor hun har mere end 330.000 følgere.
- Vi bevæger os mere og mere mod et diktatur, der ikke tillader os frihed og adgang til rigtig og forkert information. Jeg kan næsten ikke bære det mere, skriver hun blandt andet til citatet.
Medina og Malo har dannet par siden 2018 og skal altså snart være forældre til to små børn (Foto: Dan Mariegaard)
Dog gik sangerinden efterfølgende ud og lod vide, at hun muligvis var blevet misforstået i sine oprindelige stories.
- Dette handler ikke om, at jeg er for eller imod vaccinen, tværtimod. Det skal være op til den enkelte at tage denne beslutning uden at blive diskrimineret eller begrænset i den frie verden, skrev hun i en uddybning.