Merethe Mærkedahl afslører: Holder pause fra Cirkusrevyen i 2026

LÆS OGSÅ: Se billederne: Årets stjerner i Cirkusrevyen fik fødderne i cement
Når Cirkusrevyen slår teltdugen op i 2026, bliver det uden Merete Mærkedahl på scenen.
Den populære skuespiller har nemlig scoret et nyt job i musicalen "Den eneste ene", og det betyder derfor et farvel til revyen på Bakken.
Det fortalte hun, da SE og HØR mødte hende til pressemødet på dette års revy, hvor hun medvirker.
- Jeg tager en lille pause næste år. Så må vi jo se, om jeg vender tilbage, lød det fra skuespilleren.
Merete Mærkedahl har været en fast del af Cirkusrevyen de seneste fem år, hvor hun blandt andet har fået succes for sin parodi på statsministeren.

Beslutningen om at skulle sige farvel, har derfor heller ikke været helt nem, trods hun glæder sig til at prøve kræfter af i rollen som Sus i "Den eneste ene - The musical".
- Nu bød der ligesom den her mulighed, og den lå i samme periode som Cirkusrevyen, og nu har der også været fem somre, hvor jeg ikke har haft sommerferie sammen med mine børn.
- Så det får jeg i 2026, samtidig med at jeg også kommer med i en stor forestilling, der også spiller i lang tid. Vi er færdige med at spille i juni, så jeg kommer til at have sommerferie, så det glæder jeg mig rigtig meget til, lyder det fra den 43-årige skuespiller, der fortæller, at familien formentligt skal ud og rejse.
Inden Merete Mærkedahl kaster sig over det nye projekt skal hun altså være med i dette års cirkusrevy, som i år kan fejre 90 års jubilæum.
Blandt årets revystjerner er Merete Mærkedahl, 43, Mads Knarreborg, 46, Bodil Jørgensen og Magnus Haugaard, 29, og Niels Olsen, 64.
"Den eneste ene - The musical" har premiere den 26. februar 2026 i Tivolis Koncertsal. Herefter rykker musicalen videre til Holstebro og Vejle.