Mette Blomsterberg kæmper stadig med hussalg
På andet år spejder den 53-årige tv-konditor Mette Blomsterberg efter en køber til sin og eksmanden Henriks luksusvilla i nordsjællandske Ålsgårde.
Selv om boligannoncen er fjernet fra nettet og flere medier skriver, at den kreative konfektfe har fået solgt den 178 kvm store bolig med søudsigt, så er sandheden desværre en anden.
– Huset er ikke solgt, skriver Mette Blomsterberg til SE og HØR.
Den seneste udbudspris på Mette og eksmanden Henriks villa var 6,5 mio. kr. Det tidligere ægtepar lagde for halvandet år siden ud med at forlange 7.250.000 kr., men har hen ad vejen slækket på prisen. Huset har de selv fået opført.
Husbøvlet kommer oven i en svær tid med konkurs, skilsmisse, en bror, der mistede livet og en elsket hund, som netop er blevet aflivet.
Mette Blomsterberg har netop været aktuel i tv-dysten ”Forræder”.