Mette Helena afslører: Er færdig som dommer i "Nybyggerne"
LÆS OGSÅ: Premiere på "Birthday Girl": Se de kendte på den røde løber
Det var noget af en bombe, Mette Helena smed, da hun onsdag aften var til gallapremiere på "Birthday Girl" i Palads.
Over for den fremmødte presse afslørede den 42-årige tv-dommer, at hun ikke er med, når den tiende sæson senere på året ruller over skærmen hos TV 2.
– Det er noget, de (TV 2, red.) har valgt, og jeg bakker fuldstændig op om det, fortæller hun til SE og HØR og afslører, at det altså var tv-kanalen, der tog beslutningen om at ryste dommerposen i det populære boligprogram.
Mette Helena understreger, at der absolut ikke er drama over det afsluttede samarbejde:
– Jeg har været med i otte år, og det har været så sjovt. Jeg har været sammen med tre forskellige meddommere, fire forskellige værter og været gennem det her program i så mange år. Jeg tænker, det er så fint, understreger hun.
Tv-dommeren fortæller dog, at hvis det står til hende, så er det ikke slut med hendes skærmtid. Denne aften ville hun dog ikke afsløre, hvad hendes konkrete planer er.