Kendte9. november 2019

Mia fra ”Den store bagedyst” kom med på et afbud

Årets yngste deltager i "Den store bagedyst" fik først at vide, at hun skulle til casting tre dage forinden. Men hendes kreativitet imponerede dommerne.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mia_fra_den_store_bagedyst_foto_lhl.jpg
 (Foto: Lars H. Laursen)

Gedeost i smørcremen er bare et af de modige og en smule utraditionelle valg, 18-årige Mia Emilie Persson har taget i dette års udgave af "Den store bagedyst".

De specielle kombinationer af smage og ingredienser har desværre ikke skabt begejstring hos dommerne Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen hver gang, men det er ikke altafgørende for Mia.

– Det gik op for mig i processen, at det betød mest for mig, om jeg var tilfreds. Selv om dommerne ikke hver gang har været vilde med alle mine smagskombinationer, så kan jeg jo godt have været tilfreds med den selv . Det betyder selvfølgelig noget, hvad dommerne tænker, men for mig har det betydet mest, at jeg selv har været tilfreds, for smag kan jo være individuelt, fortæller Mia, der var lige ved ikke at komme til første casting på det populære DR1-program.

– Jeg fik en afbudsplads til castingen, så jeg fik først at vide tre dage før, at jeg altså skulle bage en castingkage.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mia_fra_den_store_bagedyst_foto_lhl_3.jpg
 (Foto: Lars H. Laursen)

Nogle deltagere knokler med kager i alle fritimerne, mens programmet bliver optaget, men ikke Mia. – Jeg bagte ikke til langt ud på natten – sådan var det ikke hos mig. Der var mange ting, jeg aldrig havde prøvet at bage før, men det synes jeg bare var fedt. (Foto: Lars H. Laursen)

– Jeg kunne godt fornemme, at mange af de andre havde testet deres kager. Jeg gik i køkkenet og endte med at lave nogle chokoladekugler med vietnamesisk kaffemousse og passionsfrugt og misokaramel. De fleste andre kom med store kreationer, men man behøver jo ikke nødvendigvis lave det alle andre gør - og mit virkede jo.

Med i "Masterchef"

"Den store bagedyst" er ikke Mias første gang på skærmen.

For nogle år siden kunne nordsjællænderen opleves på TV3.

– Jeg deltog i "Masterchef Junior", da jeg gik 8. klasse. Jeg har i et par år lavet aftensmad til familien, så min mor foreslog mig det. Jeg kan ikke helt huske, hvor langt jeg kom, men det gik ret godt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mia_fra_den_store_bagedyst_foto_dr.jpg
 (Foto: DR)

– Under "Den store bagedyst" testede jeg kager efter skole og udviklede på mine idéer. Det tog tid, fordi jeg gerne ville finde på noget originalt hver gang. (Foto: DR)

Mia har stået for familiens aftensmåltid, siden hun som 12-årig selv så småt begyndte at lave mad.

– Mine forældre har ikke lige så stor en interesse for mad, så jeg ved ikke, hvor jeg har lysten fra.

– Jeg kan godt lide at lave asiatisk mad, men der er ingen begrænsninger, når jeg laver mad, lyder det fra teenageren, som elsker at give sig selv en udfordring.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mia_fra_den_store_bagedyst_foto_lhl_4.jpg
 (Foto: Lars H. Laursen)

7-årige Amigo er der også plads til i hjemmet i Hørsholm, hvor Mia bor med sine forældre og sin lillebror. (Foto: Lars H. Laursen)

– Jeg har i nogle år godt kunnet lide at lave mad, men jeg gad godt blive bedre i det søde køkken. "Den store bagedyst" var en fed mulighed for at få testet min kreativitet.

Verdenssyn

Når Mia ikke huserer hjemme i Hørsholm, så elsker hun at rejse med familien.

Firkløveret har efterhånden set ret meget af verdenen, og det er også fra de ture, Mia har hentet inspiration til sine opskrifter.

– Vi har altid rejst meget. Vi har været mange steder i Europa, et par gange i USA og en del steder i Asien. Det var inden gymnasiet, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mia_fra_den_store_bagedyst_foto_lhl_2.jpg
 (Foto: Lars H. Laursen)

Når Mia ikke står i køkkenet, passer hun sin skole. Hun går i 2.g på Rungsted Gymnasium og laver også opskrifter og deler dem på sin blog miaemilie.dk. (Foto: Lars H. Laursen)

Lige p.t. er det skolen, der tager meget af den unge kvindes opmærksomhed.

– Jeg går i 2.g, og min linje hedder Global Politics and Economy. Jeg bliver undervist på engelsk i nogle af fagene, og det er også, fordi jeg gerne vil udfordres og blive bedre.

– Jeg aner ikke, hvad jeg vil bruge det til. Jeg har ingen plan. Jeg ved ikke, om jeg vil være backpacker, men jeg vil i hvert fald gerne ud at rejse igen, afslører Mia, som du kan se igen lørdag klokken 20 på DR1.

Sponsoreret indhold