Mike Fonseca efter skandalen om 15-årig kæreste: - Jeg har ikke rejst mig 100 procent
I slutningen af 2023 væltede verden om ørene på folketingspolitikeren Mike Fonseca, da det pludselig var sivet ud, at han havde et forhold til en blot 15-årig pige.
Det betød også, at han blev ekskluderet fra Lars Løkke Rasmussens parti Moderaterne og blev løsgænger efter flere måneders sygemelding.
Nu - under et år efter skandalen raserede - giver Mike Fonseca så en status på, hvordan han har det.
Det sker i et interview med Altinget, som mest af alt handler om politikerens julevaner. Journalisten har dog formået at få sneget et par spørgsmål ind om fadæsen også.
- Jeg tager en dag ad gangen. Der er altid noget, man ville have gjort anderledes, og jeg har stadig ikke rejst mig 110 procent endnu. Men jeg prøver at være positiv, glad og optimistisk, sådan som jeg altid har været, siger Mike Fonseca bl.a. til mediet.
Stadig svært at tale om
Adspurgt, hvorvidt han har lært noget om sig selv gennem forløbet, svarer Fonseca, at processen har "ændret noget" i ham, og at det på ingen måder "har været sjovt".
Han gjorde dog meget for at "holde fast i sig selv og stå fast på sine værdier", forklarer han videre, ligesom han understreger flere gange, at det fortsat "er svært at tale om.
For nuværende er politikerens fokus at få lagt sagen bag sig og komme videre.
Mike Fonseca er for så vidt vides fortsat kærester med pigen.