Kendte12. maj 2020

Mikkel Hansen er blevet gift

Håndboldhugget har gjort sin stylistkæreste Stephanie Gundelach til fru Hansen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mkkel_hansen_og_stephanie_gundelach.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Mikkel Hansen og kæresten Stephanie Gundelach er blevet gift. Det bekræfter hun på sin Instagram.

Artiklen fortsætter under billedet.

- Just married, skriver hun til et foto, hvor hun står med en buket og en vielsesattest i hænderne, mens gommen har parrets søn Eddie Max på armen.

På Instagram har hun yderligere uploadet et foto af sin glitrende vielsesring og et kort videoklip, hvor Mikkel Hansen, 32, glædesstrålende kysser sin søn på kinden.

At dømme ud fra omgivelserne er parret blevet gift på Frederiksberg Rådhus, og da forsamligsforbuddet på maks 10 stadig er gældende, må man antage, at det blev et intimt bryllup.

Ifølge Frederiksberg Kommunes hjemmeside har der været lukket for vielser til og med 10. maj, så parret har altså stået klar, da der atter var åbent for at blive viet på rådhuset.

Tilbage i marts viste Stephanie Gundelach en diamantring frem, der selvfølgelig straks satte gang i rygterne om, at de var blevet forlovet.

Parret bor til daglig i Paris, hvor han spiller i Paris Saint-Germain, men de vendte tilbage til Danmark, da coronavirus brød ud.

Hansen og Gundelach har sammen sønnen Eddie Max, der kom til verden i januar 2019.

Sponsoreret indhold