Mikkel Hansen er blevet student
Lørdag kunne den 32-årige danske håndboldstjerne Mikkel Hansen både smile bredt, drikke champagne og køre afsted i sin Jeep med bøgeblade.
På hovedet har han nu belønningen efter flere års hårdt slid.
En blå hue, som markerer sin færdiggjorte HHX fra Vestskoven Gymnasium i Albertslund.
Med store smil fik sportsjernen overrakt huen og sit eksamensbevis af rektor på uddannelsen, Trine Ladekarl Nellemann ved Toldboden i København.
På skolens facebook fremgår det, at Hansen var den sidste i rækken af årets nyudklækkede studenter.
"Så blev der mulighed for at sætte huen på årets sidste hhx-student fra Vestskoven Gymnasium i Albertslund. Tillykke til Mikkel Hansen - virkeligt stærkt at klare både familie, håndbold og eksamen," skriver Vestskoven Gymnasium efterfulgt af en række smileyer.
Mikkel Hansen har ifølge BT taget sin HHX-eksamen under en særordning, hvor en del af undervisningen er foregået online.
Lille Eddie Max, som Mikkel fik forrige år sammen med hustruen Stephanie Gundelach, er også med til fejringen.
Efter skål og tillykke kørte den 32-årige nyslåede student videre i en hvid jeep pyntet med Dannebrogsflag.
Der har generelt været godt gang i Mikkel Hansen i 2020. Selvom han ikke har fløjet rundt som sædvanligt på banen, har han både nået at fri til Stephanie og siden sagt endeligt ja til sin store kærlighed på Frederiksberg Rådhus i maj.