Kendte13 timer siden

Mikkel Kessler afslører episode, der ændrede alt: Taget af politiet som 11-årig

Boksekometen Mikkel Kessler snusede til både kriminalitet og hårde stoffer som ung
Boksekometen Mikkel Kessler snusede til både kriminalitet og hårde stoffer som ung
Boksekometen Mikkel Kessler snusede til både kriminalitet og hårde stoffer som ung.
 Foto: Hanne Juul

LÆS OGSÅ: Mikkel Kessler slår fast: Hun var IKKE dranker

Hans barndom var hverken fyldt med faste spise- eller sengetider, og skulle han have fat i sin mor, opsøgte han som oftest det lokale værtshus Haraldsborg.

Nu sætter boksekometen Mikkel Kessler så flere ord på sin barndom i sin nye selvbiografi, ”Mikkel Kessler – Uden Parader”, der udkom i dag.

I bogen afslører den hårdtslående Amager-dreng blandt andet, at han som ung snusede til både kriminalitet og hårde stoffer, og at bokseringen på mange måder blev hans redning.

I bogen fortæller Mikkel Kessler blandt andet, hvordan han som ung fik den uvane at stjæle. Først slik fra supermarkedet og siden legetøj fra BR, som han og vennerne solgte videre.

”I betragtning af hvor mange narrestreger vi rødder lavede på Bryggen i 10-12-årsalderen, havde jeg sjældent noget med politiet at gøre. Jeg var god til at trække snuden til mig, lige inden det for alvor gik galt”, skriver Mikkel Kessler i bogen.

Han afslører dog, at det endte med at gå rigtig galt.

Som 11-årig havde han og vennerne fået den rigtig dumme idé at kaste halvstore sten mod SAS-hotellets ruder.

”For en gangs skyld havde jeg ikke fornemmet, at vi var på den, så mens alle mine kammerater nåede at tage flugten, blev jeg snuppet som den eneste. Den ene betjent havde godt fat i kravetøjet på mig, mens den anden smed håndjern på mig bag min ryg”, skriver en ærlig Mikkel Kessler i sin nye bog.

Mikkel Kessler fotograferet i 2004.
Mikkel Kessler fotograferet i 2004.
 Foto: Aller Media

Herefter gik turen mod Haraldsborg. Stadig iført håndjern blev en 11-årig Mikkel Kessler trukket ind på værtshuset af betjentene. De var på udkig efter hans mor Mopper, som dog ikke var at finde på sit stamsted.

”Politifolkene trak mig videre til et par værtshuse mere, hvor vi heller ikke fandt min mor, inden de kørte mig hjem. Klokken var omkring 18, og min mor gik oppe i lejligheden og lavede aftensmad. Tårerne stod ud af øjnene på mig, da jeg med håndjern på ryggen blev gelejdet ind til min mor i lejligheden”, fortæller Mikkel Kessler.

Mor Mopper var vanen tro ikke rasende på sin søn, men mindede ham dog om, at det nok var dumt at kaste sten mod SAS-hotellets ruder.

”Det var sødt af hende at trøste mig en smule. De formanende ord havde hun derimod slet ikke behøvet, for oplevelsen med at blive smidt i håndjern og blive slæbt rundt på Bryggen af politiet var rigelig lærestreg for mig”.

Reddet af misbrugers ord

Trods den voldsomme oplevelse som 11-årig fortsatte Mikkel Kessler dog med at snuse til livets ulovligheder. Han begyndte at ryge en del joints, fortæller han i bogen.

”I det miljø var det lige så normalt at ryge en joint, som det var at drikke en Grøn Tuborg, så det skete ganske ofte, at jeg fyrede fede, da jeg var stor teenager”.

Mikkel Kessler træner i 2005. I dag fortæller han, at boksningen på mange måder reddede ham fra en usund livsstil.
Mikkel Kessler træner i 2005. I dag fortæller han, at boksningen på mange måder reddede ham fra en usund livsstil.
 Foto: Aller Media

Han nåede også at smage på de hårde stoffer – kokain, ecstasy og amfetamin – men heldigvis aldrig i en sådan grad, at han blev afhængig:

”Jeg var nysgerrig og prøvede også nogle af dem, men kun ganske få gange, og heldigvis fangede den form for hårde stoffer mig ikke. Jeg aner helt ærligt ikke, hvad jeg tænkte på, når jeg kunne finde på at tage den slags stoffer”, lyder det ærligt fra Mikkel Kessler.

Han mener selv, at boksningen på mange måder reddede ham fra det usunde miljø – og det samme gjorde nogle særlige ord, som en misbruger på Christiania gav ham i slutningen af 1990’erne.

Misbrugeren rådede Mikkel Kessler til at droppe de mange joints og i stedet jagte sine drømme:

”Måske var der noget større og vigtigere på spil i mit liv end at fyre fede sammen med vennerne. Jeg tænker ofte på ham den lidt ældre christianit. Jeg kan ikke huske hans navn, men jeg er ham evigt taknemmelig for at have stoppet mig i tide.”

Sponsoreret indhold