Kendte19. april 2020

Mileys ekskæreste Kaitlynn Carter om bruddet: - Jeg blev ydmyget

Den 27-årige sangerinde og den 31-årige blogger dannede par i en kort periode sidste år
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/miley_0.jpg
 Foto: MEGA

Nu røber Kaitlynn Carter nye detaljer om det krakelerede forhold til Miley Cyrus sidste år. Og fortæller ikke mindst om, hvordan hendes liv har ændret sig efter romancen, der må siges at have haft pressens fulde opmærksomhed.

Det skete i en Instagram Live, hvor bloggeren tog en snak med sin tv-kollega fra serien "The Hills: New Beginnings", Whitney Port.

31-årige Kaitlynn lægger ud med at fortælle, at hun opførte sig "naivt" i forhold til medierne og offentlighedens reaktioner umiddelbart efter deres brud.

- Det der skete med mig, lige efter Miley og jeg gik fra hinanden, det var, at jeg tænkte: Ok, mit liv er nok nogenlunde på vej tilbage til det, som det var, da jeg var alene, fortæller hun til veninden Whitney Port, før hun fortsætter:

- Jeg forventede, at folk ville være pisseligeglade med mig, når jeg bare var mig. Jeg havde ingen plan. Jeg tænkte slet ikke over det.

Carter fortæller ifølge Page Six, at hun havde en masse at slås med følelsesmæssigt på det tidspunkt, og en aften da hun tog ud med nogle venner, gik det for alvor op for hende, hvad forholdet til Cyrus havde betydet.

Her stod paparazzi-fotografer klar for at få billeder af hende.

- Jeg havde aldrig regnet med den slags. Jeg er vant til det, når jeg har været sammen med Brody (Jenner, der er Kaitlynns eksmand red.) eller når jeg var sammen med hende. Men aldrig på egen hånd, fortæller hun.

Dagen efter vågnede Kaitlynn Carter op til billeder af sig selv i kulørte artikler, som påstod, at hun havde været "ude og feste med en mystisk fyr blot to uger efter sit break-up".

- Jeg blev ydmyget. Fortællingen svarede slet ikke til virkeligheden. Og det var virkelig et stort wake-up call for mig.

https://imgix.seoghoer.dk/mega565828_029.jpg
 Foto: MEGA

Kaitlynn har tilsyneladende fået en fast plads i mediernes søgelys efter forholdet til Miley. Her er hun fotograferet i december sidste år med en mørkhåret veninde på stranden i Miami

Efter fem år sammen gjorde Carter det sidste august forbi med Brody Jenner, som seere ligeledes kender fra MTV-realityserien "The Hills".

Kort tid efter kunne man se billeder af hende kyssende med Miley Cyrus på en romantisk ferie i Italien. Selv var den 27-årige sangerinde netop blevet skilt fra sin on/off-kæreste gennem adskillige år Liam Hemsworth.

Carter og Cyrus datede i en måneds tid og gik fra hinanden i september 2019. I dag er Miley Cyrus sammen med den australske sanger Cody Simpson.

Sponsoreret indhold