
Millionnedgang til Madsen: Ramt af corona
Anders Lund Madsen, 57, er formentlig alt andet end glad for coronakrisen, for den har betydet et stort dyk i hans indtjening. Det viser det netop offentliggjorte regnskab for hans firma.
Her faldt bruttofortjenesten fra 2.873.928 kroner i regnskabsperioden 2018/19 til “kun” 1.703.600 kroner i den seneste periode. Et fald på 1.170.328 kroner, hvilket svarer til en nedgang på knap 100.000 om måneden.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Det er gået nedad i indtjeningen for Anders Lund Madsen. (Foto: Jesper Sunesen)
Ved siden af jobbet som tv-vært har Anders Lund Madsen gennem mange år drevet en succesfuld karriere som foredragsholder, men den branche har været hårdt ramt af forsamlingsforbud i forbindelse med nedlukninger.
Over for SE og HØR bekræfter Anders Lund Madsen, at det er coronakrisen, der har betydet, at der er kommet færre penge i kassen. Han tør ikke gætte på, hvornår der kommer gang i foredragene igen.
– Det er svært at sige. Spørg hellere statsministeren, siger han.
Den sprælske mediemand kunne ellers godt bruge pengene for tiden. Han købte for nylig en 174 kvadratmeter stor villa i Kongens Lyngby til den nette sum af 14,4 millioner kroner.
Samtidig blev han i midten af november sidste år far for syvende gang, da han fik datteren Vild. Og den slags er ikke billige i drift.

