Millionunderskud: Pengene fosser ud af Ulrich Thomsens lommer

LÆS OGSÅ: Efter ”Spillet”-drama: Ingen kontakt mellem Vicki Berlin og Anna Lin
Det går op og ned i showbiz.
Også selvom man er en velrenommeret filmstjerne, som gafler roller i både ind- og udland.
I 2024 gik det således nedad for Ulrich Thomsen. Det viser det seneste regnskab for hans virksomhed ERLOCK FILM ApS, hvis primære formål er at drive skuespilvirksomhed.
Bond-skurken leverer således et dundrende underskud på 1,2 millioner kroner.
Set fra den lyse side er ikke helt så slemt som året før, hvor det lød på hele 1,8 millioner kroner.

Selv om der ikke er kommet nogen penge i kassen i det forgangne år, har den 61-årige skuespiller udbetalt løn og udbytte for i alt 363.019 kroner - eller hvad der svarer til en månedsløn på lige godt 30.000 kroner.
Tidligere tiders succeser har efterladt millioner på kistebunden til en gråvejrsdag. Der skal dog ikke mange flere magre år til, før der ikke er mere at tage af.
Den samlede formue er skrumpet fra 2.367.865 kroner til lige godt en million.
Helt galt kommer det nok aldrig til at gå for Thomsens økonomi.
I 2005 investerede den fynskefødte filmstjerne således 6.300.000 kr. i en kæmpevilla i Gentofte.