Milo Kinnock viser sin kropsrejse i en ny dokumentar

Milo Kinnock skiftede sidste år sit navn og sine pronominer, og nu har han truffet endnu en stor beslutning – nemlig at få fjernet sine bryster og føle sig bedre tilpas i sin krop.
En rejse, som et kamerahold har fulgt tæt, og som inden længe udkommer som en dokumentarserie.
Det oplyser Aller Media i en pressemeddelelse.
Dokumentarserien går under navnet "Mere Milo" og skildrer både Milo Kinnocks kroprejse, før, under og efter sin brystoperation, ligesom den også giver seerne et indblik i, hvordan det er at være mor, søster og ven til ham.
– "Mere Milo" er også et billede på, hvor meget det betyder, at jeg har folk omkring mig, der gør deres bedste for at forstå mig, og som elsker og fejrer mig for den, jeg er, fortæller Milo Kinnock i pressemeddelelsen og uddyber:
– Denne dokumentar viser, at det er i kraft af de mennesker, jeg har omkring mig, at jeg hele tiden bliver mere mig selv. Jeg håber, den kan inspirere andre.
Dokumentarserien "Mere Milo" består af seks afsnit og får premiere tirsdag den 17. januar på Femina.dk og i appen ALLY.
Herefter vil dokumentaren blive fulgt op af en uddybende podcast, som får premiere den 14. februar.