Musiker Kent ”Kenno” Pedersens barske fortid: Var død i fire minutter
De havde netop deltaget i "Toppen af poppen". De optrådte på udsolgte scener, de hev priser hjem og deres hits blev streamet millioner af gange på diverse streamingtjenester.
Med andre ord var karrieren på sit højeste for Djämes Braun, der bestod af Lasse Kramhøft og Kent Pedersen, i 2016.
Men lige så højt det var at flyve, lige så dybt var det at falde for Kent Pedersen, der nu fortæller, hvad der gjorde, at han mistede lysten til livet.
I aften fortæller han sin historie i TV2-programmet "Kernen: Hvem slog Kenno ihjel". Han har dog også tidligere fortalt sin voldsomme historie til SE og HØR.
– Jeg har taget første spadestik i at dykke ned i at fortælle Danmark, om hvor godt det er gået for mig, men også om dagene efter jeg trådte ud af Djämes Braun, hvor det hurtigt gik ned ad bakke for mig, forklarede han, da SE og HØR mødte ham i november 2023.
Her havde musikeren netop udgivet sin bog, hvori han for første gang fortæller, hvorfor han forsvandt.
Den 15. februar 2023 blev skelsættende for Kent Pedersen.
I flere år havde han brugt kokain og alkohol som en måde at slippe fra det hele, og det betød, at han havde fået en massiv gæld, og den dag blev det for meget for musikeren.
– Der tog jeg en overdosis af 65 morfinpiller og valgte at tjekke ud, fortalte han i november sidste år til SE og HØR.
Kent Pedersen havde på daværende tidspunkt haft en gæld på 350.000 kroner, da den var på sit højeste, men var lykkedes med at "bøvle" den ned på 35.000, forklarer han.
– Det er ikke sådan, at du lige går ned til din bankrådgiver og siger “hey, jeg skylder den kriminelle underverden 200.000 kroner”.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Kent Pedersen var begyndt at få tilsendt billeder af sin hund, som "de gerne ville gøre til vinterhandsker", forklarer han, lige som at de også havde billeder af ham i Netto. Han havde en ladt pistol klar derhjemme, hvis nogen skulle komme forbi.
Så langt var han kommet ud, da han slugte pillerne.
Overlevede
Et opslag på Facebook blev Kent Pedersens redning fra at tage sit eget liv, og det er grunden til, at han i dag, kan fortælle sin historie.
– Jeg havde spist pillerne, og da jeg er ved at sejle ud, tænker jeg “ej, jeg kan heller ikke bare tage afsted uden at sige farvel”. Så det gjorde jeg meget kort og meget præcist på Facebook.
Politi og naboer kom stormende ind i det lille rækkehus, hvor han bor med sin hund, efter han havde delt sit "farvel".
– Der fandt de mig og fik vækket mig til live, forklarer han.
Men på vej ud i ambulancen får Kent Pedersen hjertestop. I fire minutter er han helt væk, indtil han bliver genoplivet, og efter 11 minutter er hjerterytmen stabiliseret.
– Når man er igennem sådan en tur, og man overlever, så føler jeg mig forpligtet til at stå frem.
Og det gør Kent Pedersen nu. Udover at være med i René Dahl Andersens nye bog "Vi er vores valg", så deltager han også i podcasten "Narkobetjenten", og han har også sine egne projekter på vej.
Kasketten lagt på hylden
Det er ikke en gang et år siden, at Kent Pedersen forsøgte at tage sit eget liv, og selv om han stadig føler sig sårbar og skrøbelig, så mener han, at der er en mening med, at han kunne slippe fra et hjertestop uden varige mén.
– Det er et kald. Én ting er at vælge at tage sit eget liv, noget andet er at vågne op på intensiv med læger og sygeplejersker, hvor du sidder og kaster aktivt kul-væske op (ved udpumpning red.), og at du så lige pludselig skal til at omstille dig og tænker, “jeg håber, det her er et dårligt mareridt, jeg vågner op fra”, og så går det op for dig, at du er i live, lyder det fra Kent Pedersen.
Kent Pedersen ønsker i dag at fortælle sin historie - og han håber, at han dermed kan være med til at hjælpe andre.
– Jeg føler mig modig og stærk, og jeg føler, at det kan sgu ikke gå værre end det gjorde den 15. februar.