Kendte20. juni 2022

Nadia Nadim sagde ikke ja til Qatar-tjans for pengenes skyld

Med sin rolle som ambassadør for VM i Qatar, håber fodboldspilleren at forbedre vilkårene for kvinderne i landet
Kvindelandsholdet er samlet i Helsingør før EM i England begynder den 6. juli. 
Kvindelandsholdet er samlet i Helsingør før EM i England begynder den 6. juli.
 Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På et pressemøde for kvindelandsholdet, stillede Nadia Nadim endelig op for pressen, og svarede på de mange spørgsmål, som har hobet sig op siden 1. april, hvor hun blev annonceret som ambassadør for VM i Qatar til vinter.

Og det var tydeligt, at Nadim og journalisterne ikke var helt enige om hendes intentioner med at takke ja til rollen.

– Jeg kan forstå, der har været storm om mit ambassadørskab for VM. Jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg sagde ja.

– Jeg er født i regionen, og jeg ved, hvordan forholdene er for kvinder blandt andet. Jeg har brugt fodbold hele mit liv som en platform. Det gjorde jeg, da jeg var 19 år.

– Det er samme koncept nu, jeg har bare en større platform. Så det var en "no brainer" for mig, siger Nadia Nadim.

Ikke for pengenes skyld

Hun forklarede samtidig, at det ikke er på grund af pengene, at hun takkede ja.

– Grunden til, at jeg sagde ja, er ret simpel. Jeg ved godt, hvordan regionen er, og hvordan kvinderne har det. Det vil jeg gerne være med til at ændre.

– Jeg gjorde det ikke for pengenes skyld, understreger angriberen, der til dagligt spiller i USA.

Hun ville ikke sige noget om, hvor meget hun bliver betalt for jobbet som ambassadør.

– Det er et dumt spørgsmål. Jeg får penge for det, men det er ikke særligt meget. Det handler ikke om pengene. Jeg havde også gjort det, hvis jeg ikke havde fået penge.

– Jeg har også selv betalt for mine rejser derned. Det er ikke en motivation for mig, at jeg får penge, siger Nadia Nadim.

Hun insisterede på, at hun med sin rolle kan rykke på forholdene for især kvinder i Qatar.

– Det er en kæmpe mulighed for at gøre en forskel. Det, at vi står og snakker om det her, er et kæmpe skridt, siger Nadia Nadim.

Føler sig mobbet af pressen

Nadia Nadim fortalte, at hun ikke er stillet op til interview endnu, fordi hun har følt sig mobbet af visse medier.

Hun mener, at der er blevet gået ekstra hårdt til hende i denne sag, fordi hun er kvinde.

– Ville Kasper Schmeichel få de samme spørgsmål, hvis han stillede op for kvinde-vm i Qatar? Det tror jeg ikke.

– Jeg synes, I har håndteret det elendigt, sagde Nadim til de fremmødte journalister.

Sponsoreret indhold