Nær ven af Seebach-brødrene: Gertrud Campeotto sætter ord på splid
Onsdag kunne SE og HØR fortælle, at de to Seebach-sønner har brudt med hinanden efter årtier med musikalsk samarbejde.
– Det er rigtigt, at min brors og mit samarbejde er ophørt. Alle, der kender mig, ved, at familie betyder alt for mig. Derfor er jeg rigtig ked af, at Nicolai og jeg ikke har kunnet finde en løsning sammen, lød Rasmus Seebachs forklaring.
Nu sætter den mangeårige nabo og nære ven af familien, Gertrud Campeotto, ord på brødrenes splid.
Det gør hun overfor B.T. til premieren på musicalen "Sisters Act".
Selvom hun overfor mediet understreger, at det er en privat sag, så fortæller Getrud Campeotto, at hun har kendt til situationen i et stykke tid, og at den ærgrer hende.
- Selvfølgelig gør det dét, for jeg holder meget af begge drenge. Vi var jo genboer på Drosselvej, så de er vokset op og kommet i vores hjem og sådan noget, siger hun.
Getrud Campeotto, som var gift med den afdøde smørtenor, Dario Campeotto, tilføjer, at hun håber på forsoning mellem brødrene.
Getrud Campeotto mistede sin mand tilbage i april, da han over længere tid havde været syg kræft.
Til bisættelsen dukkede Rasmus Seebach op sammen med kæresten, Julie Teglhus.
- Dario stod ovre på den anden side af gaden og samlede altid biler og egentlig har jeg altid følt, da jeg var helt lille, at man kunne sgu altid lige gå over i garagen til Dario og få en sludder for en sladder, så han var på mange måder en rigtig god ven og altid bare været der, fortalte Rasmus Seebach dengang.