Natasja Crones eks vil have 18 millioner kroner for boligdrøm
Meget tyder på, at den 55-årige tidligere DR-journalist Claus Letort tog den rigtige beslutning, da han i 2012 købte en lejlighed i Nyhavns måske mest kendte ejendom; Nyhavn 17.
Dengang betalte han 3,5 millioner kroner for boligen.
Nu forsøger han at sælge den for 18 millioner.
Claus Letort var i nullerne kæreste med journalistkollegaen Natasja Crone, og de ejede såmænd også et hus sammen.
Lejligheden, som den tidligere royale reporter har sat til salg, ligger i den øverste etage af ejendommen Nyhavn 17. Der er udsigt til både kanalen og Kongens Nytorv samt Lars Løkke Rasmussens hjem, der i modsætning til Letorts ligger på skyggesiden af Nyhavn.
Ifølge ejendomsmægleren har Letorts lejlighed de senere år gennemgået en omfattende renovering.
Det har selvfølgelig kostet. Hvor meget Claus Letort tjener på et salg er derfor uvist, men at der er tale om adskillige millioner kroner, kan der ikke herske tvivl om.
Den nye ejer overtager 111 kvadratmeter, der fordeler sig på stue, køkken, tre værelser, entre, marmorbadeværelse og gæstetoilet. Der er skråvægge. I køkken og spisestue er der loft til kip - det vil sige en lofthøjde på omkring fire meter.