Nekrolog: Farvel Leo, Skagens skæve stjerne!

LÆS OGSÅ: Sussi afslører - sådan var Leos sidste tid

Ingen var som Leo. Han var helt speciel. Han var klog, han var ydmyg, han var sjov, han var ærlig og han var særlig.

Nu er han her ikke mere, og det gør ondt inde i alle dem, der kendte Leo.

For Leo var en herlig fyr, og når hans krøllede hjerne foldede sig ud, lyttede man gerne på hans mange fortællinger og tanker om livet, imens han gnikkede og bappede på piben. Livet var skønt i Leos selskab.

Der var to ting, som Leo ønskede sig. Sussi ved hans side og en 3D printer. Det første fik han i knap 52 år. Det andet blev ved drømmen, selv om det i flere år var hans eneste ønske til jul.

Men det vigtigste var også Sanne. Det kaldte han sin kone. Hun var hans store kærlighed. Han elskede hende så højt, at han ikke turde gøre hende gravid. Han var bange for, at hendes petite krop ikke kunne holde til at føde et barn.

Sussi var vigtig for Leo. Og det forstår man godt. Hun nussede ham, redte hans hår, lyttede til hans idéer og førte dem ud i livet sammen med ham.

Siden han første gang kyssede Sussi i klitterne på Løkken strand har de to kun tilbragt ganske få nætter hver for sig. I deres unge dage blev der indimellem smækket med dørene, men de indså at det ikke nyttede noget.

De havde det nemlig bedst sammen. Både i privaten og på scenen. I 23 år optrådte de på Skansen i Skagen, hvor de var trækplaster for de mange turister, der valfartede til den helt særlige atmosfære som Sussi og Leo kunne skabe. De mærkede også, at livet var skønt i Leos selskab.

Nogle grinede og synes, de var lidt skøre. Det grinede Leo bare af, for hans mission var netop at underholde og gøre publikum glade. Til sidst trængte den Nordjyske duo til luftforandringer. De åbnede deres eget spillested i Frederikshavn, og så begyndte de at køre land og rige rundt i autocamperen for at underholde og gøre folk glade.

De sidste år havde Leo ondt. Men han pev ikke. Han var altid positiv. I Leos sind gik det altid fremad, men det var nok ikke det svar, som en lægefaglig ville komme med. Men Leo nægtede at tage ja-hatten af, og han tog helst heller ikke til læge.

Egentlig var det Leos plan, at han skulle bæres ned af scenen i en kiste. Men i efteråret var det som om, at Leo godt kunne fornemme, at hans tid på scenen var slut. Han afviste ikke længere, at hans karriere nærmede sig enden. Gnisten i hans øjne var forsvundet. Og for en lille måned siden lød beskeden, at han ikke længere skulle stå på scenen sammen med Sussi.

Leo havde dog ingen planer om at lægge sig selv i graven. Han ville skrive romaner, ryge pibe, nørde med sin computer, spille skak og forhåbentlig stadig rejse med Sussi rundt, når hun trådte op på scenen med “Sussi og drengene”.

For Sussi var ikke klar til stoppe med at træde op. Og det gjorde ondt i Leos hjerte, når hun tog afsted uden ham. Den følsomme mand havde svært ved at se sin kone trille afsted i deres karakteristiske autocamper uden ham. Han kiggede væk, så Sussi ikke skulle se, at øjnene blev blanke. Ikke fordi han ikke ville have, at hun optrådte uden ham, eller fordi han var ked af, at han ikke skulle stå på scenen. Men fordi han havde det bedst sammen med Sussi.

Han troede ikke, at livet sluttede ved døden. Det fortsatte et nyt sted, i en ny krop. Alligevel var han bange. For han ville helst være her sammen med Sussi. Det er han ikke mere.

Forhåbentlig spiller Leo snart videre et nyt sted. For livet var skønt i Leos selskab.