Nicholas Kawamura og Trine Kjær er blevet forældre for tredje gang
Den fjerde juli fejrer amerikanerne deres uafhængighedsdag – men hos Kjær/Kawamura-klanen bliver der fremover fejret fødselsdag.
På Instagram annoncerer den 43-årige radio- og tv-personlighed, at han sammen med sin hustru, influenceren Trine Kjær, har budt deres tredje barn velkommen til verden.
I en kort reel leger han med sin nyfødte datter i noget, der ligner hospitalsseng.
– Velkommen til verden, lille skat, skriver han til den bedårende video.
På mindre end 20 minutter er det allerede væltet ind med lykønskninger:
– Tillykke, farmand, lyder det fra tv-vært Signe Vadgaard.
– Tillykke med jer, stemmer skuespiller Mathilde Norholt i.
Nicholas Kawamura og Trine Kjær har datteren Roberta og sønnen Robin, og nu er lillesøster så kommet til i hjemmet i Charlottenlund.