Nicklas Bendtner laver kendt boligtrick: Får det hele til at se nyt ud
LÆS OGSÅ: Nicklas Bendtner går viralt i England efter tv-optræden
Nicklas Bendtner er ikke den eneste kendte eller velhavende dansker, som har prøvet det: Man sætter prisen for sin bolig meget højt i håbet om et salg, men det eneste tal, der ender med at blive højt, er liggetiden.
Og hvad er løsningen på det problem, hvor en bolig alene på liggetiden ser svær ud at sælge?
Man fjerner naturligvis ejendommen fra markedet - og smider den hurtigt på igen. Nu med 0 dage i liggetid.
Det er netop, hvad den kendte tidligere fodboldspiller og i dag A-liste influencer har gjort.
For efter i månedsvis at have kæmpet en forgæves kamp for at få solide 35 millioner kroner for sit landsted i Hørsholm, "opgav" Bendtner for kort tid siden salget.
I dag har han så ifølge Boliga.dk sat huset til salg igen. Denne gang med to millioner kroner i rabat.
Her kan det ikke skjules
Mens man hos for eksempel Boliga ser 0 dage i liggetid - og slet ingenting hos Nicklas Bendtners ejendomsmægler - betyder det ikke, at informationen om den ægte liggetid er skjult alle steder på nettet.
For søger man efter boligen på hjemmesiden boligsiden.dk, kan man både se liggetiden på 0 dage for den nye annonce. Men også den ægte liggetid som nu er på hele 798 dage. Hjemmesiden opgør nemlig løbende tallet for salgsdage i alt i op til tre år tilbage - uanset hvor mange ejendomsmæglere man har haft undervejs.
Hos Boliga kan man i øvrigt også tjekke den ægte liggetid, men det kræver, at du selv regner den ud ved at analyse data i feltet "Boligens historie på markedet", som ligger længere nede på hjemmesiden.
Den kvikke læser af de forskellige boligsider har sikkert allerede opdaget, at der nogle steder står 0 dages liggetid ved Bendtners bolig - og andre steder 1 dag. Forklaringen er, at fx boligsiden.dk får sine data i samme øjeblik, ejendommen faktisk sættes til salg. Mens fx Boliga først efterfølgende får adgang til data, hvilket kan give en eller flere dages forsinkelse.
Nicklas Bendtner betalte 12,9 millioner kroner for stedet i 2020 og blev ejer af en 22.071 kvadratmeter stor grund i 2970 Hørsholm.
Huset er på 274 kvadratmeter og har ni værelser.
Du kan se mere om huset her.