Nicolai Schwartz Holst udsat for chikane og trusler på jobbet

”Luder”, ”idiot” og ”bøsserøv” er nogle af de skældsord, der flyver igennem lufthavnen og er rettet mod Nicolai Schwartz Holst, når han passer sit arbejde i Københavns Lufthavn for SAS.
Det fortæller han til morgen i ”Go’ Morgen Danmark” den 10. juli., hvor han opfordrer til at folk taler pænere til hinanden.
Den tidligere ”Paradise Hotel”-deltager fortæller, at der ikke skal meget til, før han oplever at blive overfuset for blot at passe sit job.
Bliver voldsomme
I morgenfjernsynet fortæller han for eksempel om et par, der ikke havde betalt for deres håndbagage, hvilket tydeligt fremgik på deres boardingpas. Da Nicolai forklarede, at det kostede dem et ekstra gebyr, hvis den ekstra bagage skulle med, fik det passagererne til at gå amok med skældsord og vold mod lufthavnens interiør.

– Der er selvfølgelig også gode dage, men der er chikane hver dag, fortæller han til Ida Wohlert og forklarer, at hvis ikke det er ham, der oplever det, så er det hans kolleger.
Alle typer
Engang var det primært businessmænd, der gik amok på lufthavnens-personale, men med tiden er det blevet værre og værre. Nu er det både den søde enlige mor, den ældre herre og stadig den typiske businessmand.
Nicolai kræver, at der skal ske noget på området, så man ikke skal overfuses bare for at passe sit job.
– Nok er nok, afslutter han med.