Nicolas Cage i sit livs rolle: Skal spille Joe Exotic fra "Tiger King"
Fans af den ultra populære Netflix-serie "Tiger King" kan godt begynde at glæde sig til en tv-serie om vanvidsdyrekongen fra de amerikanske sydstater.
Den Oscar-vindende Nicolas Cage har nemlig sikret sig rollen som Joe Exotic i en kommende filmatisering af dokumentarserien.
Det skriver Variety.
Den nye filmatisering af "Tiger King" kommer til at være en serie bestående af i alt otte afsnit og er desuden baseret på "Texas Monthly"-artiklen "Joe Exotic: A Dark Journey Into the World of a Man Gone Wild".
Dan Lagana, der er kendt fra sit arbejde på serien "American Vandal", skal skrive seriens manuskript.
Ifølge Variety vil serien komme til at handle om Joe Schreibvogel - også bedre kendt som Joe Exotic - og kampen om hans enorme dyrepark.
Det er første gang, Nicolas Cage skal spille en rolle i en tv-serie.
Den amerikanske megastjerne er blandt andet kendt for film som "Face/Off", "The Rock" og ikke mindst "Leaving Las Vegas", som han vandt en Oscar for i 1996 for bedste mandlige hovedrolle.