Kendte4. november 2023

Nicole ude af "Den store bagedyst": – Jeg kalder det "Bagedyst"-syndromet

I denne uge var det Nicole, der måtte pakke bagegrejet og forlade det ikoniske telt i "Den store bagedyst"
Nicole Mørck, 32, måtte i denne uge vinke farvel til "Den store bagedyst".
Nicole Mørck, 32, måtte i denne uge vinke farvel til "Den store bagedyst".
 Foto: Alex Tran

LÆS OGSÅ: Nicole fra "Den store bagedyst" erkender: – Jeg har krudt i måsen

Konkurrencen spidser til i "Den store bagedyst", og man skal ikke træde meget ved siden af, før man bliver sat bagerst i feltet.

Det får 32-årige Nicole Mørck fra Vejle at føle i den uges udgave af DR's bagehit, for en drilsk chokoladetemperering gør, at hun kommer i tidsnød, og derfor står hendes mesterværk ikke knivskarpt.

– Jeg er sindssygt meget perfektionist, så havde det været derhjemme, jeg havde lavet den kage, så var den røget i skraldespanden. Så det med at jeg ved, at nu skal jeg op og levere noget til Katrine og Markus, som jeg på ingen måde er tilfreds med, og som jeg gerne ville have smidt ud, det er ikke superfedt, forklarer Nicole til SE og HØR om, hvorfor hun lod tårerne trille, da tiden i den sidste udfordring var løbet ud.

Varmt telt drillede

Det var især varmen i teltet, der drillede Nicole, da hun skulle temperere sin chokolade, og hun giver sig da også i kast med at temperere sin chokolade på en måde, hun ikke har prøvet før, for så at vende tilbage til sin velkendte metode med en marmorplade.

– Jeg stod nede bagved den dag, og det var varmere nede bagved end oppe foran, for der havde de åbent ud til. Men de måtte ikke åbne ude bagved, for så var der gennemtræk. Det ville de ikke have i teltet. Så jeg stod også dernede i et varmere telt end nogle af de andre, som jo gør, at en chokoladetemperering tager lang tid, forklarer hun om kagekikset, der kostede hende pladsen i bageteltet.

Nicole kæmpede en brav kamp, men blev i sidste ende den, der måtte forlade "Bagedyst"-teltet.
Nicole kæmpede en brav kamp, men blev i sidste ende den, der måtte forlade "Bagedyst"-teltet.
 Foto: DR

– Jeg har jo set rundt i teltet og set, hvordan de andres kager ser ud, så jeg ved godt, hvad klokken har slået. Vi har ligget så tæt i det telt, så jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvem der røg, konkluderer hun og tilføjer med et grin:

– Jeg kalder det for "Bagedyst"-syndromet. Man bliver sgu lidt dum i det telt.

Bager stadig

Nicole ærgrer sig over, at hun ryger ud nu, for ambitionerne var store:

– Jeg havde totalt planer om at vinde. Jeg har det sådan, at man kan simpelthen ikke sige, at man ikke melder sig til "Bagedysten" for at prøve at gå hele vejen, om det så bare havde været til finalen, så havde jeg været så glad, fortæller hun om sit ambitionsniveau i amatørbagerkonkurrencen.

Økonomikonsulenten fra Vejle er da heller ikke færdig med bagningen, og hun håber, at deltagelsen i "Den store bagedyst" kan åbne nogle døre for hende:

– Jeg håber, det kan give mig et eller andet, det her. Hvad det helt præcist er, ved jeg ikke 100 procent endnu. Da jeg meldte mit til "Bagedysten", der var målet ikke, at jeg skulle leve af det. Overhovedet, slår hun fast.

Sponsoreret indhold