Nikolaj Coster-Waldau i stormvejr: Måtte evakueres fra optagelser

Nikolaj Coster-Waldau har fået sand filmstjernestatus, og nu debutterer skuespilleren som manuskriptforfatter. Sammen med Joe Derrick har det danske stjerneskud skrevet og instrueret den spritnye Netflix-film ”Against the Ice”, der har premiere 2. marts.
Filmen er baseret på den sande historie om de danske eventyrrejsende Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen, der i 1909 strandede i Grønland i mere end 800 dage.
Selve optagelserne endte også med at blive noget af en overlevelsestur for Nikolaj Coster-Waldau, der udover at skrive og producere også spiller en af de to hovedroller i filmen.
- Vi måtte evakueres fra bjerget, fortæller stjernen i et nyt interview med Vogue Scandinavia.
Et voldsomt stormvejr var nemlig så vildt, at vinden løftede ham fra jorden.
Artiklen fortsætter under billedet …

"Against the Ice" har premiere på Netflix 2. marts. Foto: PR
- Der er en kassevogn. Og den er blevet smadret – alle vinduerne er blevet smadret af flyvende sten. Det var naturen, der bad os skride ad helvede til, beskriver Coster-Waldau.
Han fortæller også, at det var vigtigt for ham, at optagelserne foregik netop i Grønland, hvor hans kone, Nukaaka Coster-Waldau, har været kåret til Miss Grønland, og hvor meget af hans familie er fra – også selv om temperaturen de fleste dage lå på -28 grader.
Det betød blandt andet også, at Nikolaj på et tidspunkt modtog en besked fra Netflix om, at han godt lige måtte skrue lidt ned for sne- og is-makeuppen i skægget.
Dertil måtte stjernen svare, at der skam ikke var tale om makeup, men helt ægte og naturligt opstået sne og is.