Nøgen-optræden, voldsomt styrt og royalt job: Her er Jens Werners vilde liv
Tidligere torsdag kom det frem, at "vild med dans"-dommeren Jens Werner er gået bort i en alder af blot 59 år.
Det sker efter længere tids kræftsygdom, oplyste familien til Ritzau.
Danse-ikonets alt for tidlige død har kastet væld af reaktioner af sig fra diverse kollegaer, som beskriver Jens Werner som "uforglemmelig", "altid glad" og "godt menneske".
Men trods Jens Werners tidlige bortgang, så nåede han dog at udleve et væld af ting. Læs denne artikel, hvor SE og HØR gør dig klogere på hele Jens Werners vilde liv.
Vandt VM og meget mere
Lang tid før at Jens Werner slog sine folder på TV 2-programmet "Vild med dans", var det ham selv, som dansede rundt på gulvbrædderne.
Og det gjorde han ganske fænomenalt.
I hvert fald var han dygtig nok til, at han i 1994 vandt verdensmesterskabet i standard dans, ligesom han også vandt en række andre europæiske dansekonkurrencer.
Faktisk har han vundet så mange medaljer og pokaler, at han har tilegnet sig titlen som "den mest vindende danser" i Danmark nogensinde.
Fik prins Joachim til at svede
I 1995, da han var 31 år gammel, var der dog en årgang, hvor Jens Werner smed danseskoene til fordel for et royalt job.
Dette år blev han nemlig tilbudt at blive chauffør for kongehuset. Der har flere medier berettet om tidligere, herunder B.T, ligesom Jens Werner også selv har beskrevet jobbet i sin bog "Dansen blev min redning".
Et af hans første jobs blev, at han skulle køre prins Joachim og grevinde Alexandra til en generalprøve på et stort bryllup i Roskilde Domkirke - Og det skulle foregå i bilen Krone 5.
Men Jens Werner havde aldrig prøvet at køre i en Daimler Limousine, som Krone 5 var på daværende tidspunkt, og det resulterede altså i, at Werner fik trykket forkert på nogle knapper, hvilket skruede alt for højt op for varmen i bilen.
Jens Werner forklarer i bogen, at vinduerne blev helt duggede, og da de endelig ankom til domkirken, trådte både prinsen og grevinden da også ud med sveddryppende pander.
Herefter lærte Jens Werner dog, hvordan knapperne skulles bruges korrekt.
Voldsomt styrt
I 2018 deltog Jens Werner i TV 3-programmet "Til middag hos", og her blev han spurgt ind til et styrt, som han havde lidt året forinden på en mountain bike. Og det fik altså følelserne frem hos danseren.
Det havde nemlig været et særligt voldsomt styrt, forklarede han i programmet, hvor sportsudøveren Sarah Mahfoud, TV-værten Michèle Bellaiche og sangeren Bryan Rice også deltog.
Om selv styrtet fortæller han, at han pludselig ryger ned i noget, der virker til at være et stort hul:
- Derefter ligger jeg egentlig bare og skriger om hjælp. Der er så nogle mennesker som finder mig.Jeg kunne fornemme, at de får mig op at stå - jeg er ved bevidsthed. En af mændene, der hjælper, sætter mig ind i sin bil. Jeg kan ikke stå ved egen kraft og kan mærke, at det her bare bliver værre og værre.
Efterfølgende ankommer der en akutlæge til stedet, ligesom Jens Werner også senere bliver indlagt på traumecentret på hospitalet. Heldigvis kom Jens Werner derfra uden voldsomme mén.
Nøgen-optræden på TV
Jens Werner har aldrig været en sky person, og det blev også klart for alle, da han i 2014 var med til at optræde til Zulu Comedy Galla.
Her kastede han sig nemlig ud i en skør optræden sammen med komikeren Uffe Holm, hvor de begge to smed alt tøjet og dansede, som gud havde skabt dem.
De dækkede dog deres ædledere dele med et lille hvidt håndklæde.
Til sidst i showet fik de to herrer desuden besøg af komiker Nikolaj Stokholm sammen med en række kvinder.
"Du skal hoppe i søen"
Faste "Vild med dans"-seere vil vide, at Jens Werner er en humørbombe uden lige.
Men, han giver også kritik, hvis han mener, det er på sin plads. Det så seere eksempelvis, da fodboldlegende Allan Simonsen deltog i programmet.
Her lagde Jens Werner nemlig ikke skjul på, at han ikke mente, at Allan Simonsen havde to venstre fødder.
Og det kostede altså også på den private konto. Det fortalte Jens Werner til SE og HØR i 2018.
– Selvfølgelig var det ikke rart, da jeg i Allan Simonsen-æraen fik en mail, der sagde: ”Du er en fucking bøsserøv, du skal hoppe i søen”, fordi der var nogle af os – inklusive mig selv – som tillod sig at kritisere Allan for hans dans eller mangel på samme.
– Det var der nogle, der syntes, at det kunne man bare ikke tillade sig. Så det gjorde selvfølgelig ondt, fortalte han.
Anerkendt af Christopher
Hvis man skal have en underviser i brudevals før, man bliver gift, så kan man vel ligeså godt gå efter danmarks bedste?
Det var i hvert fald sådan sangeren Christopher tænkte i 2018.
Her var han nemlig forbi "Vild med dans" for at optræde, kort før han skulle giftes med modellen Cecilie Haugaard.
Og her kom han altså med et anerkendende tilbud til Jens Werner.
Sangeren fortalte nemlig til SE og HØR, at han gerne ville have, at Jens Werner skulle lære ham at danse brudevals:
- Jens Werner tilbød mig det, og jeg har tænkt mig at tage ham på ordet, fortalte Christopher dengang.