Kendte26. september 2023

Nordkoreanerne ville gøre Simon Jul til actionhelt:- De så ham som et sexsymbol

Komiker Simon Jul kunne have fået en stor karriere som actionhelt i Nordkorea, hvor han anses som et sexsymbol på linje med George Clooney - den status gjorde ham for alvor bange
Simon Jul var så populær, at han frygtede aldrig at blive lukket ud af Nordkorea igen. 
Simon Jul var så populær, at han frygtede aldrig at blive lukket ud af Nordkorea igen.
 Foto: Mikael Rieck/Hanne Juul

Mads Brügger synes fuldstændig blottet for frygt, når han kaster sig ud i arbejdet med afslørende dokumentarer.

Han indrømmer dog i Casper Christensens podcast "Casper 3080 Tikøb", at han blev ramt af angst, efter han kom hjem fra Nordkorea, hvor han i 2009 lavede dokumentaren ”Det røde kapel” sammen med komikerne Simon Jul og Jacob Nossell, som begge er adopteret fra Nordkorea.

Sammen tog trioen afsted som teatertruppen ”Det røde kapel”, som Mads Brügger agerede manager for. Dokumentaren synes på overfladen komisk, men alvoren står malet i kulissen.

Det var dog ikke kun Mads Brügger, der blev mærket af arbejdet i militærdiktaturet, fortæller han i podcasten.

- Simon får det rigtig dårligt, fordi der sker det, at det viser sig, at Simon Jul er det nordkoreanske skønhedsideal, indleder han historien og fortsætter:

- De synes, han er en utroligt smuk mand, fordi han er kraftig og muskuløs. De synes, han er en sexbombe, og de overrisler ham med vanvittige komplimenter. De siger f.eks. sådan noget med "Mr. Simon you display a very manly appearance”.

Mads Brügger er sammen med Simon Jul og Nossler bag et af DR2
Jacob Nossell, Simon Jul og Mads Brügger i "Det røde kapel", som de lavede i 2009.
 Foto: Bardur Eklund/Ritzau Scanpix

Det lyder umiddelbart ikke som noget dårligt at blive kurtiseret – hvis det dog ikke lige var, fordi man befandt sig i Nordkorea, og man ikke kan være sikker på, hvilken drejning så voldsomt en kærlighedserklæring kan tage.

- De forsøger at overtale ham til at blive i Pyongyang og blive en actionhelt i deres filmindustri, fortæller Brügger, som sagtens kunne se det ske, for nordkoreanerne var helt skudt i den danske komiker.

- Men vi bliver jo mere og mere bange for, at de simpelt hen vil kidnappe ham. Beholde ham. Ikke lade ham rejse hjem igen, fortæller han.

Frygten for en fremtid som sexet actionhelt i Nordkorea gør Simon fysisk dårlig.

- Han bliver simpelt hen syg af det. Han kan ikke sove og får dårlig mave osv.

Syv år senere viste det sig da også, at man virkelig skal træde varsomt, når man bevæger sig rundt i det lukkede land.

Den 2. januar 2016 blev den amerikanske universitetsstuderende Otto Warmbier anholdt i Pyongyang Lufthavn, anklaget for at forsøge at stjæle en plakat fra sit hotel. Noget som Mads Brügger ikke afviser, at han selv på daværende tidspunkt kunne finde på.

Warmbier blev idømt 15 års hårdt straffearbejde. I sommeren 2017 blev han udleveret til USA, men han døde kort efter på hospitalet i Cincinnati.

Sponsoreret indhold