Norsk royal influencer fejlagtigt erklæret død af AI-robot
Gennem de seneste dage har Snapchat-funktionen ”MY AI” fået danske eksperter til at lægge ansigtet i bekymrede folder.
Ikke alene kunne DR afsløre, at robotten havde en tendens til at svare på spørgsmål om selvskade, men også falske oplysninger vækker forargelse, da appen har mange helt unge brugere. Men også rundt omkring i vores nabolande, har man underlige og ubehagelige oplevelser med chatrobotten.
For netop det sidste oplevede den 18-årige Instagrammer – og i øvrigt den norske prinsesse Märtha Louises datter - Leah Isadora Behn, da hun spurgte robotten om detaljer omkring sit eget liv og karriere.
Og her fik hun altså hårrejsende svar.
"Direkte farligt"
Snapchat-robotten flettede nemlig ind i sit svar, at netop Leah på tragisk vis havde mistet livet i 2019. Dette er naturligvis ikke sandt, for influenceren lever i bedste velgående og deler endda sit liv med 107.000 følgere.
– Jeg er et spøgelse, der kan man bare se, skriver hun under videoen med Snapchat-robottens uhyggelige svar, som hun deler på TikTok.
Det norske medie VG har i forbindelse med prinsessedatterens hårrejsende opdagelse spurgt en ekspert til farerne ved børn og unges forbrug af chatbots. Og ekspert i chatbots Dag-Inge Aas kalder det for "direkte farligt", at den giver ukorrekte svar. Og endda om så alvorlige ting.
– Det er ikke et intellekt, vi taler om her, men det har en række ting, der kan narre folk til at tro, at den er klog. Det er det, der er så farligt, for den er slet ikke så kvik. Den spytter ting ud, som blot er de mest sandsynlige svar.
Snapchat har tidligere fortalt, at de oplever "afvigende indhold", og at robotten kan rette sig selv, hvis der bliver stillet kritiske spørgsmål. De har desuden tidligere påstået, at der er rettet op på enkelte ting, siden den blev sat i søen som fast funktion hos alle Snapchat-brugere.