Nu bekræfter de endelig: Isabella skal på Herlufsholm
I maj sendte TV 2 den afslørende dokumentar ”Herlufsholms hemmeligheder”, hvor tidligere elever berettede om grov mobning, seksuelle krænkelser og vold.
Kronprinsparret var ikke sen til at tage afstand fra de grusomme afsløringer af dagligdagen på den skole, hvor deres ældste søn Christian går.
- Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der kommer frem i den aktuelle dokumentar om skolen. Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af.
- Det er helt uacceptabelt. Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige, skrev parret på kongehusets Instagram-profil 5. maj.
Men de voldsomme afsløringer har altså ikke fået parret til at genoverveje, hvorvidt Herlufsholm nu også er det rigtige sted at sende deres børn hen.
For efter utallige forsøg på at få at vide, om det stadig er planen, at Isabella skal starte i niende klasse på Herlufsholm efter sommerferien, bekræfter Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby langt om længe over for Ekstra Bladet, at både prins Christian og prinsesse Isabella tjekker ind på skandaleskolen efter sommer.
- Som det ser ud nu, er der ingen ændringer i forhold til de kongelige børns skolegang, lyder det ifølge avisen.