Vanvittig udvikling: Nu bliver Maddies forældre sagsøgt
Siden hun forsvandt sent om aftenen torsdag den 3. maj 2007, har der været talrige teorier om Madeleine ’Maddie’ McCanns skæbne. Forældrene Kate og Gerry McCann har gennem alle årene fastholdt, at deres datter blev kidnappet.
Samme teori deler den tidligere portugisiske politichef Goncale Amaral dog ikke, og i 2008 fremlagde han – i sin bog ’The Truth of the Lie’ – så sine teorier om, hvad der skete med den dengang treårige Maddie. Ifølge politichefen var det forældrene selv, der ved et uheld havde slået datteren ihjel under en ferie i Praia da Luz på Portugals Algarvekyst.
Den anklage ville forældrene ikke have siddende på sig, og Kate og Gerry McCann anlagde derfor sag mod politichefen.
Du kan se billeder fra sagen i galleriet nederst i artiklen.
En portugisisk domstol gav dem i april i fjor medhold, og forældrene fik tildelt en erstatning på en halv million euro. Men sagen sluttede ikke der – og den har netop taget en opsigtsvækkende drejning.
For den portugisiske politichef ankede sagen – og blev tirsdag pure frifundet. Ifølge en 16 sider lang afgørelse blev det fastslået, at Goncale Amaral har ”ret til at udtrykke sine holdninger”.
Dét har ifølge det britiske medie Mirror givet politichefen blod på tanden, og nu meddeler Amarals advokat, at han agter at sagsøge Kate og Gerry McCann for æreskrænkelser.
- Min klient har i årevis lidt tab og æreskrænkelser, udtaler advokaten ifølge det britiske medie.
- Vi vil gå efter at få en kompensation fra McCann-parret, siger advokaten og tilføjer:
- Appeldomstolen i Lissabons afgørelse berettiger vores erstatningssag mod McCann-parret. Min klient har lidt store økonomiske tab gennem årene, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved hans gode navn, fortsætter han.
Kate og Gerry McCann planlægger nu at få sagen bragt ved højesteret.
Du kan se billeder fra sagen i galleriet nederst i artiklen.
3. maj er det ni år siden, at den dengang treårige Maddie forsvandt under en ferie med sine forældre. Kate og Gerry McCann havde efterladt Maddie – samt hendes to mindre søskende – i deres ferielejlighed, mens de selv spiste på en tapasrestaurant omkring 50 meter derfra.
Omkring klokken 22.00 opdagede Kate, at datteren var væk, og hun slog herefter alarm. Trods en kæmpe eftersøgning – der stadig fortsætter den dag i dag – er der endnu ikke noget gennembrud i sagen.
Det er ’Operation Grange’, der stadig arbejder med sagen i dag. Ifølge britiske medier har sagen kostet over 112 millioner kroner. Tidligere har 29 efterforskere arbejdet fuldtid med sagen. Sidste år blev sagen dog nedprioriteret, så der i dag kun arbejder fire efterforskere med at opklare ’Maddie’-mysteriet.
Hvis Maddie er i live, vil hun fylde 13 år i næste måned.
Du kan se billeder fra sagen i galleriet herunder: