Nu er Anne Heches dødsårsag offentliggjort

Det var både røgindånding og termiske skader, der tog livet af skuespillerinden Anne Heche.
Det slår retslægen i Los Angeles County fast på deres hjemmeside, hvor detaljerne omkring hendes tragiske død står listet op.
Desuden oplyses det, at hendes død er forårsaget af brystfrakturer på grund af det voldsomme slag, hun har fået, da hendes Mini Cooper bragede ind i et hus i Mar Vista-nabolaget i filmbyen.
Ifølge Page Six skyldes brystfrakturer i den forbindelse, at en persons brystkasse rammer rattet. Skader som denne forekommer hyppigere hos kvinder end hos mænd, der er involveret i bilulykker.

Heche blev erklæret hjernedød den 12. august, og fire dage efter – den 15. – blev der slukket for hendes respirator, da der var fundet et match på hendes fungerende organer.
– Efter ulykken har hun desværre fået en alvorlig anoksisk hjerneskade. Hun er fortsat i koma, i kritisk tilstand, og ventes ikke at overleve, lød beskeden fra familien efter hendes frygtelige uheld.
Emmy-vinderen, der i 90’erne dannede par med talkshowværten Ellen DeGeneres, kørte med høj hastighed direkte ind i et hus, hvorefter hendes bil og dele af huset gik i brand.
Skuespillerinden gik i koma, og vågnede aldrig igen.
Efterforskere slog fast, at Anne Heche var påvirket af kokain og opioider, da hun var involveret i ulykken. Hun blev 53 år.