Nu er det afgjort: Amalie får børnene hjem
Amalie Szigethy har med egne ord talt minutterne, til hun igen skulle se sine børn, siden hun i mandags var til møde i Familieretshuset.
Myndighederne har efter to dage endelig truffet en afgørelse om, hvem af Amalie Szigethy og Mikkel Skelskov den midlertidige bopælsret skulle tilfalde.
Og nu er det langt om længe afgjort. Amalie vinder i første omgang den midlertidige bopæl, mens de fortsat deler forældremyndigheden over deres to børn Hannah, to år, og seksårige Josephine, mens sagen om forældremyndighed bliver behandlet.
Mikkel skal derfor udlevere pigerne til deres mor i dag, ellers vil politiet hente dem.
Afgørelsen er betinget af, at Josephine og Hannah fortsætter i samme skole og samme vuggestue.
Begge forældre har ansøgt om at få den fulde forældremyndighed, så kampen, der tog sin begyndelse onsdag i sidste uge, er langt fra forbi.
Dengang anklagede en tårevædet Amalie faren til sine to børn for at have taget deres to døtre, Josephine og Hannah, med på juleferie uden at fortælle hende det på forhånd.
Mikkel og børnene blev dagen efter fundet i Tyskland. I følge Amalies mor, Lotte Kejser, forlangte myndighederne, at Mikkel vendte hjem til Danmark senest fredag klokken 12, ellers ville han miste forældremyndigheden.
Det overholdt han og indleverede samtidig børnenes pas til Familieretshuset - men selv om han og pigerne vendte hjem, blev pigerne ikke genforenet med deres mor. Nu ser det imidlertid ud til, at hun får sine børn hjem til jul.
SE og HØR har set dokumentation fra Familieretshuset og forsøger at få en kommentar fra Amalie og Mikkel.