Nu er det slut: Christian Bonde fra "Curlingklubben" siger op på DR
I starten af juli blev Maria Fantino præsenteret som ny "X Factor"-vært, og dermed sagde den tidligere "Curlingklubben"-vært også farvel til DR.
Nu har hendes medvært på det populære radioprogram gjort det samme.
Christian Bonde har nemlig sagt op på DR efter syv år.
Det fortæller han i et Instagram-opslag.
"Jegg har simpelthen sagt op på DR. Det er cirka 7 år siden jeg startede som praktikant på DR P3, og det har været fuldstændig wonderful hele vejen igennem, så det er svært at sige farvel," starter han Instagram-opslaget.
Hvad radioværten så skal, fortæller han ikke i opslaget, men hinter til, at der kommer jobnyt fra ham snart.
"Jeg har haft nogle helt sindssyge oplevelser gennem mit job på DR, jeg har lært en masse og jeg har mødt nogle af mine allerbedste venner - men nu er det på tide at skulle videre, så jeg kan styre min egen tid 100 procent," skriver Christian Bonde.
Da Maria Fantino stoppede på DR, blev det i samme omgang fortalt, at "Curlingklubben" også lukkede ned.
Det startede i 2018 som et radioprogram, men gik i 2023 over til udelukkende at være en podcast.